156
Derimod er det tvivlsommere, om Finantsloven overhovedet kan foretage en Forandring af den omhandlede Beskaffenhed. Det maa nemlig erindres, at man ikke uden Videre fra den Omstændighed, at en Lov kan forandres eller ophæves ved en anden Lov, er beføiet til at slutte, at det ogsaa kan skee ved Finantsloven. Finantsloven er nemlig, skjøndt den efter Grundlovens positive Bestemmelse fremtræder i Lovsform, i Virkeligheden saa forskjellig fra andre Love, at man ingenlunde ligefrem kan overføre de om disse gældende Regler paa Finantsloven, og navnlig ikke uden Videre kan antage Finantsloven for indbefattet under Ordet Lov, naar det, saaledes som i Grl. § 47, bestemmes, at et vist Forhold skal ordnes ved Lov. Hvad særlig Skattelove angaaer, blev det ogsaa paa den grundlovgivende Rigsforsamling skarpt udtalt af Udvalgets Ordfører, at disse ikke kunde forandres ved den aarlige Finantslov, og det var endog med særligt Hensyn hertil, at der til Udkastets Bestemmelse om, at ingen Skat kunde paalægges uden ved Lov, i Grl. 1849 § 51 blev tilføiet, at den heller ikke kunde forandres eller ophæves uden ved Lov, ligesom ogsaa Udkastets Bestemmelse om Finantslovens Betydning med Hensyn til Skatternes Opkrævning fik en forandret Affattelse, s. Rigsdagstidende 1848-49. Sp. 3274-75, jfr. 3282-83.
Det er dog tvivlsomt, om de anførte Grunde ere ganske afgjørende. Det kan dog ikke negtes, at Finantsloven, der vedtages af de samme Faktorer, som medvirke ved Tilveiebringelsen af sædvanlige Love, er en Lov, om den end i mange Retninger er forskjellig fra sædvanlige Love, og den maa derfor kunne indbefattes under Udtrykket Lov, naar der ikke paavises afgørende Grunde for at udelukke den fra samme[1]). Det maa nu vistnok ansees for godtgjort,
- ↑ Det kan i saa Henseende erindres, at Grunden til, at Finantsloven ikke kan udstedes som foreløbig Lov. ikke ligger i. at den ikke kan indbefattes under Udtrykket »Love« i Grl. § 25. men at en saadan Fremgangsmaade vilde stride mod Grundloven, navnlig Grl. §§ 48, 49, s. ovenfor § 115.
