160
at enhver Sag, der vedrører Indtægter eller Udgifter, skal behandles først i Folkethinget; og ligesom Bestemmelsen i Grl. § 23 om Kongens Ret til at fremsætte Forslag til Love for Rigsdagen, altsaa saavel for Landsthinget, som for Folkethinget, ikke kan indskrænkes yderligere, end den positive Bætemmelse i Grl. § 48. 2. M. medfører, kan man heller ikke uden Vilkaarlighed erklære den ved Grl. § 44 ogsaa Landsthinget tillagte Ret til at foreslaae Love for uanvendelig med Hensyn til Love, der angaae et maaske i Forhold til Lovens øvrige Betydning ganske underordnet Udgiftsspørgsmaal. Konsekventsen af den omspurgte Ordning vilde være den, at Folkethinget tvertimod Grundlovens Hensigt fik en overveiende Indflydelse paa en Mængde Love, hvis finantsielle Betydning maaskee var overmaade ringe, og at Landsthinget i Slutningen af Sessionen vilde blive overlæsset med Arbeide, medens det i Begyndelsen havde været næsten uden Beskjæftigelse. Endelig vilde Forskriften i Grl. § 49, at ingen Udgift maa afholdes uden Hjemmel i Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov, neppe kunne ansees for fyldestgiort ved en Udgiftslov af den omtalte Beskaffenhed, medmindre det i alt Fald godtgjordes, at det var umuligt, umiddelbart at fyldestgjøre den nævnte Forskrift, men en saadan Umulighed foreligger, som strax vil sees, ikke.
Efterat Landsthinget nemlig havde begyndt i den oftnævnte Fremgangsmaade at see et Overgreb fra Folkethingets Side og paa Grund heraf stadig forkastet den af Folkethinget i Udgiftslove tilføiede Bevillingsparagraph. kom det til en Overenskomst mellem begge Rigsdagens Afdelinger, som uden Tvivl hviler paa en korrekt Opfattelse af Forholdets Beskalfenhed. I Finantslovudkastet indsættes nemlig en Paragraph, Bevillingsparagraphen i egentlig Forstand, der bevilger de med de forelagte Lovforslag forbundne Udgifter under Forudsætning af, at Forslagene erholde Lovskraft for det paagjældende Finantsaar,
