14
Valglovens § 2 er berettiget til at slutte, at alle de Personer, der ikke indbefattes under denne Paragraph, maa betragtes som uberygtede og følgelig anerkjendes som valgberettigede. Et saadant Resultat ligger nu vistnok ikke med logisk Nødvendighed i Valglovens § 2. Denne kan i og for sig vel forstaaes som en Udtalelse af, at de i samme nævnte Personer i ethvert Tilfælde skulle ansees som berygtede, uden at det dermed er afgjort, om ikke tillige Andre kunne indbefattes under dette Begreb. Men en saadan Fortolkning vilde dog uden Tvivl være tvungen. Dels vilde Paragraphen under denne Forudsætning være temmelig overflødig, idet det ikke lettelig af Nogen vil blive betvivlet, at de i samme nævnte Personer ikke kunne betragtes som uberygtede, dels henviser Valglovens § 7, jfr. ogsaa § 10, ved et parenthetisk Indskud til § 2 og synes saaledes at forudsætte, at denne Paragraph indeholder en udtømmende Bestemmelse af Begrebet. Endelig støttes den Anskuelse, at Valglovens § 2 har en udtømmende Karakter, derved, at det af Regeringen forelagte Udkast til Valgloven 16. Juni 1849 foruden den saavel i Valglov 1849 § 2, som i Valglov 1867 § 2 optagne Bestemmelse indeholdt følgende Tillæg »eller vitterligen har udvist et saadant Forhold, som maa stemple ham som uværdig til ærekjære Mands Agtelse«, hvilket Tillæg ved Afstemningen blev strøget, s. Rigsdagstidende 1848-49, 3593 ff. Efter den naturlige Fortolkning af Valglovens § 2 synes det altsaa at maatte opstilles som Regel, at kun strafbare, i den offentlige Mening vanærende Handlinger udelukke fra Valgret, at det ikke er Straffens, men Handlingens Karakter, som i saa Henseende kommer i Betragtning, og at der endelig kun tages Hensyn til den fuldstændige, juridiske Vished for, at en Forbrydelse er begaaet, som indeholdes i en Dom, hvorimod den større eller mindre Sandsynlighed herfor, som ligger til Grund for en Frifindelse for videre Tiltale eller en af Øvrigheden dekreteret Aktion, ikke kan komme i Betragtning, hvilket da saa meget mere maa
