216
en Afgjørelse, som efter Partens Paastand tilkommer Øvrigheden. Det sidste Tilfælde er imidlertid paa Grund af Domstolenes mere begrændsede Virksomhed sjeldnere og giver i alt Fald efter de nugjældende Forfatningsforskrifter ikke Anledning til særlige Bemærkninger, hvorimod Øvrigheden i sin mangesidige Virksomhed for Statsformaalenes Fremme langt lettere kan komme i Konflikt med den Privates Retssphære. Foreløbig bemærkes, at en egentlig Tvist først foreligger, naar Øvrigheden har truffet en endelig Afgjørelse af det paagjældende Forhold, og derfor ikke er tilstede, hvor Øvrigheden selv erkjender sin Afgjørelse som blot foreløbig, saasom i Toldsager, s. Fdn. 1. Febr. 1797 §§ 116-123, Stempelsager, s. Stempellov 19. Febr. 1861 § 82, mfl. Tvist om Øvrighedens Kompetence kan i Øvrigt ikke blot opstaae i Forhold til Domstolene, men ogsaa i Forhold til den lovgivende Magt, idet Øvrigheden kan have udstedt en Bevilling, Anordning eller anden Retsforskrift, til hvis Udstedelse Lovgivningsmagtens Beslutning paastaaes at have været nødvendig. Forsaavidt nu en Privatmands Ret kommer til at afhænge af Gyldigheden af en saadan Øvrighedsbeslutning, opstaaer atter her det Spørgsmaal, om Domstolene ere bundne ved en saadan Beslutning, eller om de selvstændig kunne undersøge dens Lovlighed.
Det kunde synes naturligt, at Tvistligheder om Grændsen mellem den udøvende og den dømmende Magts Kompetence henlagdes til Afgjørelse af en tredie upartisk Autoritet, men en saadan er ikke let at finde. Lovgivningsmagten, hvis Opgave er at give almindelige Retsregler, kan ifølge sin hele Stilling ikke formodes at være sagkyndig og maatte saavel af denne Grund, som efter almindelige, konstitutionelle Principer handle under Medvirkning af sine Ministre, og Kompetencespørgsmaalets Henvisning til has Afgjørelse maatte derfor betragtes som ensbetydende med dets Hen-
