230
en af det Offentlige reist Anklage fandtes at savne al rimelig Grund, frifandt den Tiltalte for Justitiens ubeføiede Tiltale, idet heri indeholdtes en efter det Anførte utilstedelig Kritik over den af Øvrigheden indenfor dens Myndigheds Grændser fattede Anklagebeslutning. Den senere Praxis synes ogsaa at have opgivet denne Betegnelse, s. Høiesteretstidende 1863. 182.
Saafremt en Øvrighedsperson foruretter en Privatmand ikke ved selve den indenfor hans Kompetence liggende Embedshandling, men kun under dennes Udførelse, saasom ved at udskjelde eller voldelig overfalde den Private, er det utvivlsomt, at denne derfor kan sagsøge Øvrighedspersonen. Heri indeholdes imidlertid ingen Undtagelse fra den ovenangivne Regel, thi den Omstændighed, at Fornærmeren er en Øvrighedsperson kan, ligesaalidt som Fornærmelsens rent ydre Forbindelse med en Øvrighedshandling, bevirke, at Fornærmelsen selv skulde betragtes som en saadan, s. Jur. Ugeskr. 3. 206, Kskr. 13. Marts, Reskr. 17. Dec. 1817.
Anm. Med denne og den foregaaende Paragraph kan jevnføres: Nellemann: Civilprocessens almindelige Del §§ 12, 18, jfr. § 11.
§ 140. Om Forholdet mellem den dømmende og den lovgivende Magt.
Det er allerede tidligere berørt, at de enkelte Dommere med Hensyn til deres personlige Stilling ere uafhængige ikke blot af Administrationen, men ogsaa af Lovgivningsmagten, idet de kun kunne afsættes ved Dom, altsaa hverken ved Lov eller ved Regeringsbeslutning, s. Grl. § 73, jfr. 3. midl. Best. Vanskeligere bliver det Spørgsmaal, i hvilket Forhold Domstolene i deres Virksomhed staae til de fra den lovgivende Magt udgaaede Beslutninger. I denne Henseende foreskriver Grl, § 73, at Dommerne i deres Kald alene have at rette sig efter Loven. Hensigten med denne Udtalelse er, som det fremgaaer af Udtrykket »alene« og Sammenhængen med Grl. § 72, nærmest at vise, at Domstolene ikke
