242
tivt, af Alle anerkjendt Kriterium at afgiøre, om en offentlig Akt strider mod Grundloven eller ikke, men at Besvarelsen af dette Spørgsmaal kræver en nærmere Undersøgelse, hvis Udfald altid til en vis Grad vil afhænge af de subjektive Anskuelser hos den, hvem Afgjørelsen tilfalder, vil det være indlysende, at en saadan Antagelse, der vilde føre til en fuldkommen Opløsningstilstand, umulig kan have ligget i Grundlovens Hensigt. Den endelige Afgjørelse af Kompetencespørgsmaalet maa nødvendigvis ligge hos en bestemt Autoritet.
Efter det Anførte maa man, naar man vil hævde Domstolenes Prøvelsesret, begrunde denne ved at godtgiøre, at Domstolene indtage en eiendommelig Stilling, forskjellig fra de andre Statsmagters, og at derfor Kompetencespørgsmaalets Afgjørelse udelukkende skulde tilkomme dem. Man maatte altsaa gjøre gjældende, at det er Domstolenes eiendommelige Opgave at fortolke og anvende Lovene, s. Høiesteretstidende 1865. 140, og følgelig ogsaa de Love, hvorefter Kompetencespørgsmaalet afgjøres. Dette kan imidlertid ingenlunde paastaaes. Enhver Statsmyndighed har i større eller mindre Omfang at anvende Lovene og maa følgelig ogsaa fortolke disse. Efter vor Retsforfatning har saaledes den udøvende Magt i stort Omfang at fortolke og anvende Lovene og maa herved i det Væsentlige gaae ud fra de samme Principer, som Domstolene følge i deres Afgjørelser, s. Nellemann: Civilprocessens alm. Del S. 63—65. For den lovgivende Magts Vedkommende bliver der ifølge dens eiendommelige Opgave vistnok sjeldnere Spørgsmaal om en Anvendelse af Lovene, men en saadan kan dog meget vel finde Sted, navnlig med Hensyn til Grundlovens Bestemmelser. Ligesom den lovgivende Magt nu, inden den anvender Grundlovens Forskrifter, maa fortolke disse, saaledes sees der i Mangel af positiv Bestemmelse ingen Grund til, at dens herpaa støttede Afgjørelse ikke skulde være endelig. Af Grl. § 95 følger det ganske vist, at Love, der stride mod Grundloven, ikke maae gives i Form af en sædvanlig Lov, men Afgjørelsen af Spørgs-
