244
gjøres til Gjenstand for Retssag, og det udenfor disse altid vilde afhænge af Tilfældigheder, om en saadan blev reist af Nogen. Den lovgivende Magts Sammensætning af Kongen og begge Rigsdagens i det Væsentlige folkevalgte Thing indeholder i Virkeligheden en meget god Borgen for, at intet mod Grundloven Stridende vil blive vedtaget, og der sees ingen Grund til at antage, at Domstolene, der dog ogsaa kunne feile, skulde komme til et rigtigere Resultat end Lovgivningsmagten. Ganske vist kan det tænkes, at der bliver givet en Lov, som i Virkeligheden maa erkjendes at stride mod Grundloven, og en saadan Lov maa da respekteres, saa længe indtil den ophæves ved ny Lov. Ligesom det imidlertid, hvor der virkelig hersker en almindelig Overbevisning om Lovens Grundlovstridighed, neppe i Længden vil være Lovgivningsmagten muligt at modstaae det Tryk af den offentlige Mening, som i saadanne Tilfælde vilde gjøre sig gjældende gjennem Benyttelsen af Pressefriheden, Forenings- og Forsamlingsfriheden samt ved Rigsdagsvalgene, saaledes er det heller ikke umuligt, at Ministeransvarligheden, der ifølge Grl. § 13 ogsaa gjælder for Beslutninger i Lovgivningsanliggender, af Kongen eller et senere Folkething kunde gøres gjældende for Rigsretten, hvis Afgjørelse ikke vilde være præjudiceret ved den stedfundne Kompetenceerklæring af Lovgivningsmagten.
Forsaavidt man fremdeles indvender, at Domstolenes Selvstændighed og Uafhængighed kræver, at de ikke indenfor deres egen Sphære forpligtes til at efterkomme Lovgivningsmagtens grundlovstridige Beslutninger, maa hertil bemærkes, at det anførte Princip vistnok medfører, at Domstolene maae være berettigede til at afgjøre Spørgsmaalet om deres egen Kompetence og navnlig ogsaa til at afgjøre, om de ere berettigede til at indlade sig paa den omspurgte Prøvelse af Loves Strid med Grundloven, men det strider ingenlunde mod deres Selvstændighed og Uafhængighed, at de ved denne Afgjørelse kunne være bundne ved den af Lovgivningsmagten ved Lovens Vedtagelse afgivne Kompetenceerklæring.
