19
a) At ustrafbare Handlinger aldrig udelukke fra Valgret,
selv om de i den offentlige Mening maatte ansees for
vanærende, og selv om de ere konstaterede ved Dom. Dette
var allerede hjemlet ved den ældre Lovgivning og bestyrkes
yderligere ved Valglovens § 2 og den ovenfor omtalte Afstemning,
som i Rigsforsamlingen fandt Sted med Hensyn
til Valgloven 1849 § 2.
b) At ikke enhver strafbar Handling, men kun den i
den offentlige Mening vanærende Forbrydelse udelukker fra
Valgret. Dette var allerede Hovedreglen efter den ældre
Lovgivning og fremgaaer nu af Valglovens § 2.
c) At der i Almindelighed kun kan tages Hensyn til Handlingens,
ikke til Straffens Karakater. I saa Henseende opstaaer
der imidlertid Tvivl med Hensyn til Straf paa Æren og Straf
af offentligt Arbeide, idet disse Straffe ifølge Værnepligtsloven
12. Febr. 1849 § 7, 2. Marts 1861 § 5 og Næringslov
29. Dec. 1857 § 2 Nr. 3 og § 11 udelukke den Paagjældende
fra flere vigtige, borgerlige Rettigheder, og de
tvende første Love endog betegne Vedkommende som uværdig
til at tjene i Hæren eller ved Søværnet. Imidlertid kan
Straf af offentligt Arbeide neppe i og for sig uden Hensyn til
den Handling, for hvilken samme er paalagt, udelukke den
Straffede fra Valgret. Denne Straf kan nemlig paalægges for
Handlinger, som aldeles ikke røbe nogen sædelig Uværdighed,
s. Straffelovens § 198, jfr. Fdn. 4. Oct. 1833 § 29,
26. Marts 1841 § 14, og den kunde allerede efter de ældre,
politiske og kommunale Love ikke antages at medføre nogen
ubetinget Udelukkelse; men at Grundloven skulde være strengere
i sine Fordringer end disse, er der aldeles ingen Grund
til at antag. Derimod stiller Sagen sig uden Tvivl anderledes
med Hensyn til Ærestraffen, i hvilken Henseende i Øvrigt
kan bemærkes, at Spørgsmaalet, da Ærestraffen nu i det
Hele er hævet ved Straffelov 1866, og da der uden Vanskelighed
gives Opreisning til dem, som efter den ældre Lovgivning
vare dømte til Ærens Tab, neppe vil faae synderlig
praktisk Betydning. Det maa vel indrømmes, at Ære-
