274
§ 76, jfr. Grl. 1849 § 81, forsaavidt de stride mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. Det synes derfor, at Forledelse til Indtrædelse i et Trossamfund ogsaa efter Grundloven maatte ansees for utilladelig, naar den understøttedes ved Midler, som strede mod Sædeligheden eller den offentlige Orden, saasom ved Penge, ved Forledelse af Børn, navnlig mod Forældrenes Villie, s. Skr. 26. Jan. 1852, 27 Marts 1854. Ligesom det ikke kan betvivles, at Lovgivningsmagten uden at komme i Strid med Grundloven kunde forbyde og straffe saadant Proselytmageri, saaledes syntes de ældre Straffebestemmelser ogsaa efter Grundlovens Emanation at maatte beholde Gyldighed for saadanne Tilfælde. I Straffelovens 15de Kapitel om Forbrydelser med Hensyn til Religionen ere imidlertid ingen Straffebestemmelser mod Proselytmageri optagne, og ved dens § 310 er den i Fdn. 19. Sept. 1766 § 1 optagne Straffebestemmelse udtrykkelig ophævet. Skjøndt det nu er paafaldende, at Straffeloven, i hvis Motiver S. 184 der dog yttres nogen Tvivl om, hvorvidt de tidligere Straffebestemmelser for Proselytmageri i det Hele kunne ansees for hævede ved Grundloven, ikke tillige har hævet Bestemmelserne i Priv. 15. Mai 1747 § 4 og Pl. 27. Dec. 1842 § 5, kan det dog aabenbart ikke være Straffelovens Mening, at Proselytmageri under visse Forudsætninger skulde være strafbart, naar det udøvedes af Reformerte eller Baptister, men ikke, naar det udøvedes af Katholiker, og man synes derfor at maatte gaae ud fra, at Proselytmageri overhovedet ikke længere kan straffes, forsaavidt det ikke tillige indeholder et Brud paa andre gjældende Love, s. f. Ex. Straffelovens § 213, jfr. Motiverne S. 185[1]). Derimod maa Forbudet mod, at de fremmede Trossamfunds Præster i deres Prædikener tale hadskelig og
med Foragt om den lutherske Konfessions Lærdomme, s
- ↑ Herved er dog ikke udelukket, at særegne Foranstaltninger kunne træffes imod Børns Forledelse til fremmede Religioner, f. Ex. en Værges Beskikkelse.
