291
saavel af Brudgommens, som af Brudens Sognepræst, s. Lov 13. Apr. 1851 § 8, dels ved at give Adgang til borgerligt Ægteskab efter lignende Regler, som i det ovennævnte Tilfælde, s. Lov 1851 §§ 2—7. De samme Grunde gjøre sig med forøget Styrke gjældende, naar Ægtefællerne høre til forskjellige Trossamfund, der ikke begge ere anerkjendte, og Lov 1851 § 2 har derfor ogsaa for dette Tilfælde givet de Paagiældende Ret til at indgaae borgerligt Ægteskab.
Naar endelig begge Ægtefæller høre til samme anerkjendte Trossamfund, kan der vel ogsaa undertiden være Trang til borgerligt Ægteskab, naar Kirken opstiller strengere Betingelser end Staten, saasom med Hensyn til Ægteskab i forbudne Grader, med Hensyn til Vielse af fraskilte Personer o. s. v.; men i disse Tilfælde er der dog ikke givet Adgang til borgerligt Ægteskab, dels fordi de sjeldnere indtræde, og Vanskelighederne jevnlig ville kunne fjernes ved Bevilling til Vielse af en anden Præst, dels fordi Staten i dette Tilfælde, hvor ikke Hensynet til en udenfor Samfundet staaende Persons Ret kommer i Betragtning, ikke har nogen særlig Opfordring til at understøtte de Paagjældende i at overtræde det Samfunds Love, hvortil de høre. Forsaavidt Vanskelighederne derfor ikke kunne fjernes paa anden Maade, kan Ægteskabet kun finde Sted derved, at Ægtefællerne eller dog en af dem udtræde af Samfundet hvilket efter Grl. § 76 altid maa staae dem frit for.
Med Hensyn til Skilsmisse har Lov 13. Apr. 1851 § 12 ophævet Nødvendigheden af den forudgaaende, geistllge Mægling i de samme Tilfælde, i hvilke borgerligt Ægteskab tilstedes efter Lovens §§ 1 og 2, idet Mæglingen her dels ikke ydede nogen Garanti, dels var besværende saavel for Parterne, som for Præsten. Derimod vedbliver Nødvendigheden af Mæglingen, hvor begge Ægtefællerne høre til samme anerkjendte Samfund.
2. Børnenes religieuse Opdragelse.
a) I saa Henseende kan der navnlig Opstaae Vanskelighed, hvor Ægtefællerne ere af forskjellig Tro, hvad enten
19*
