Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/116

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

94

Forsaavidt Garantien søges i, at Lovens Indhold erklæres for uforanderligt, kan en saadan Erklæring imidlertid ikke have den Virkning, at Loven aldrig skulde kunne forandres; thi den ene Generation er ikke berettiget til at binde den efterfølgende Generations Frihed til selvstændig at ordne sine Forhold. Paa den anden Side kan en saadan Erklæring ikke betragtes som betydningsløs, og den maa derfor uden Tvivl opfattes saaledes, at den paagjældende Lov kun kan forandres paa samme Maade, paa hvilken den er bleven til, eller hvis der tillige er foreskrevet særegne Former for Foretagelsen af Grundlovsforandringer, under Iagttagelse af disse, s. ovenfor § 4.

Søges Garantien mod Lovens Forandring i Fastsættelsen af særegne Former, hvorunder denne skal foretages, maa det uden Tvivl være tilstrækkeligt, at der i saa Henseende stilles strengere Fordringer til Grundlovens Forandring, end til Forandringer af almindelige Love, uden at der kan lægges Vægt paa, om de foreskrevne Former i større eller mindre Grad vanskeliggjøre Grundlovsforandringens Gjennemførelse. Faktisk vil vel en Lov, der uden synderlig Vanskelighed kan forandres, baade i sig selv og i Reglen ogsaa i den almindelige Bevidsthed savne den Urokkelighed, som man er tilbøielig til at tænke sig knyttet til Begrebet Grundlov, men foruden at den bedste Garanti mod Forandring dog altid vil ligge i Lovens eget Værd og den Tilslutning, den finder hos Folket, vil den Omstændighed, at Loven ikke kan forandres paa samme Maade som andre Love, i retlig Henseende give den en saa væsentlig Eiendommelighed, at den bør udsondres fra disse og henføres til Begrebet Grundlov. Dog vil det uden Tvivl ikke være tilstrækkeligt til at karakterisere en Lov som Grundlov, at den ikke kan forandres ved foreløbig Lov, s. Fdn. 15.Febr. 1854 § 28, 11. Juni 1854 § 24, 26. Juli 1854 § 28, jfr. § 24; thi en saadan Forandring vil ogsaa ved sædvanlige Love fremtræde med Karakteren af en Undtagelse.