95
Efter det Ovenanførte vil det ikke være tilstrækkeligt til at betegne en Lov som Grundlov, at den angaaer Forfatningsforholdene. Snarere kunde der spørges, om dette Moment ikke tillige maatte udkræves til Begrebet. Det maa nu vistnok ogsaa indrømmes, at man til en Grundlov i statsretlig Forstand, hvorom her alene er Tale, maa fordre, at den angaaer Statens Forfatningsforhold, saa at f. Ex. Oktroi 4. Juli 1818, der i Præmisserne betegner sig som Nationalbankens Grundlov, ikke, fordi den i Forhold til Interessenterne paa bindende Maade fastsætter Bankens Retsforhold, kan betegnes som en Grundlov i statsretlig Forstand,[1]) men da Begrebet om, hvad der henhører til Statens Forfatningsforhold, ikke i sin Almindelighed kan opstilles med fuldkommen Bestemthed og til en vis Grad endog vil afhænge af, hvilke Gjenstande Grundloven har inddraget under sin Ordning, jfr. ovenfor § 1, vil der dog neppe være Anledning til at optage dette Moment i Begrebet.
Det har fremdeles været meget almindeligt til Begrebet Grundlov at fordre, at Loven umiddelbart eller middelbart skulde hvile paa en Overenskomst mellem Konge og Folk, s. Ørsteds Haandbog I 129, 134, Schlegels Statsret I 241, Larsens samlede Skrifter I 2. 14 og I 3. 20. Hermed var det nu uden Tvivl ikke Meningen at udtale, at Lovens Gyldighed skulde beroe paa en saadan Overenskomst, eller at negte, at en af Regenten ensidig oktroieret Lov eller Forordning, selv om den angik Forfatningsforholdene, efter Omstændighederne kunde have samme Gyldighed som andre Love, men det antoges at følge af Lovens ensidige Oprindelse, at den ikke kunde have den Urokkelighed, som Begrebet Grundlov fordrer. Ganske afseet fra, at den anførte Begrebsbestemmelse i alt Fald i republikanske Stater maatte undergaae en væsentlig Modifikation, kan den selv i monarkiske Stater neppe billiges. Det skal vel indrømmes,
- ↑ Om den i Forhold til Staten kan betegnes som en Grundlov, vil blive undersøgt nedenfor.
