Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/119

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

97

Det vil efter det Anførte være let at bedømme, hvilke af de talrige Forfatningslove, Danmark har havt, man maa henregne til Grundlove. Ligesom den nugjældende Grundlov 28. Juli 1866 utvivlsomt maa betegnes som en saadan, s. Grl. § 95, saaledes gjælder det Samme om Grl. 5. Juni 1849 og den dertil sig sluttende Grlbest. 29. Aug. 1855, s. Grl. 1849 § 100. Ligeledes maa Forfl. 2. Okt. 1855 og de til denne sig sluttende Tillægs- og Forandringslove, s. Lov 1. April 1856, 4. Nov. 1859, 12. Febr., 25. Marts 1862, betragtes som Grundlove, s. Forfl. 2. Okt. 1855 § 57, skjøndt de ikke tillægge sig dette Navn, og skjøndt Forfl. 1855 ensidig udstedtes af Kongen.[1]) Endelig gjælder det Samme om Grl. 18. Nov. 1863 og den til samme sig sluttende Grlbest. 23. Dec. 1864, s. Grl. 1863 § 65. Det fremgaaer nemlig af den nævnte Forfatningslovs Betegnelse som Grundlov, at den Omstændighed, at en Forfatningslov kun ved svage, formelle Garantier er beskyttet mod Forandring, ikke udelukker den fra Begrebet Grundlov, naar de foreskrevne Former dog ere strengere end de, der gjælde for Tilveiebringelsen af almindelige Love, s. Grl. 18. Nov. 1863 § 65, jfr. § 42. Derimod kunde Fdn. 26. Juli 1854 ikke betegnes som Grundlov, blot fordi den ikke kunde forandres ved foreløbig Lov, s. § 28, jfr. § 24 og Præmisserne, og endnu mindre kunde denne Betegnelse tilkomme Kundgjørelserne 28. Jan. 1852 og 6. Nov.


    skrevne Former, s. Grl. 1849 § 100 in fine, Grl. 1866 § 95 in fine, selv om der ikke bliver Tale om at anvende disse ved dens Forandring, fordi Loven kun gaaer ud paa at ophæve en tidligere Grundlov, s. Grlbest. 17. Nov. 1865, 28. Juli 1866, eller fordi den muligvis slet ikke binder Foretagelsen af Forfatningsforandringer til nogen sær egen Form.

  1. Det er i det Mindste meget tvivlsomt, om den Omstændighed, at Rigsdagen samtykkede i, at Grundlovsindskrænkningen 29. Aug 1855 traadte i Kraft samtidig med Fællesforfatningen, s. ovenfor § 18, kunde siges at medføre, at denne maatte betragtes som middelbart hvilende paa en Overenskomst mellem Konge og Folk.

Holck: Statsforfatnings-Ret. I.

7