104
Foranstaltning i saa Henseende ikke gyldig kunde træffes af Administrationen. Ligesom den sidstnævnte Sætning synes at være forudsat som en Selvfølge under Forhandlingerne paa den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848—49[1]), saaledes synes Sætningen ogsaa at vinde positiv Bestyrkelse ved Koloniallov 27. Nov. 1863 § 12, hvorefter endog Gouverneuren paa de vestindiske Øer i Nødstilfælde har Ret til paa sit Ansvar at erklære Øerne ganske eller tildels i Beleiringstilstand og at udøve uindskrænket Myndighed, i hvilken Henseende det maa erindres, at Kolonialloven, skjøndt den ifølge § 85 kan forandres ved Lov, dog i Forhold til de vestindiske Øer synes at maatte betragtes som en Grundlov, da den ikke kan forandres paa den i Øernes særlige Anliggender normale Maade, nemlig ved Anordning, s. Koloniallov 1863 § 1. Endelig kan erindres, at Fyn og de nærliggende Øer ved Bkg. 5. Juli 1864[2]) fra Armeens Overkommando bleve erklærede i Belejringstilstand, endog uden at det kan sees, om Overkommandoen ved en kongelig Resolution var bemyndiget til en saadan Foranstaltning.
Den nævnte Anskuelse kan imidlertid neppe billiges. Det kan vistnok ikke nægtes, at de omspurgte Bestemmelser ere indbefattede under Ordene i Grl. § 95, idet de, omend kun for en Tid, sætte andre Retsregler i Stedet for de i Grundloven indeholdte Forskrifter og saaledes maa siges for denne Tid at gjøre Forandring i Grundloven. At Grundlovens Regler om den formelle Fremgangsmaade ved Grundlovsforandringer mindre vel passe paa de her omspurgte Foranstaltninger, indeholder aabenbart ikke tilstrækkelig Grund til en indskrænkende Fortolkning. Den Tanke, som ligger til Grund for Grl. § 95, er den, at Grundlovens Be-
