106
af Grundloven, skjøndt den ganske vist hyppig vil medføre en Tilsidesættelse af dennes Bestemmelser. Som en fjernere positiv Støtte for vor Mening kan anføres, at Lov 4. Nov. 1859, der foretog en midlertidig Afvigelse fra Forskrifterne i Forfl. 1855 § 53, i Rigsraadet blev undergivet den ved Forfl. § 57 for Forfatningsforandringer foreskrevne Behandling.[1])
Vi antage saaledes, at en midlertidig Afvigelse fra eller Suspension af Grundlovens Bestemmelser kun vil kunne foretages i Overensstemmelse med Reglerne i Grl. § 95. Det er ikke nogen virkelig Undtagelse herfra, at Ingen vil kunne drages til Ansvar, naar Forholdene gjøre det umuligt at følge Grundlovens Forskrifter, saasom naar en fjendtlig Okkupation eller en Naturbegivenhed gjør det umuligt at overholde de i Grl. § 22 eller § 80 fastsatte Frister, s. D. T. 1851. 729; thi en saadan faktisk Umulighed i at følge Grundlovens Forskrifter har ingen Indflydelse paa disses retlige Bestaaen. Derimod vilde det være en virkelig Undtagelse, hvis det kunde antages for berettiget under extraordinaire Forhold, navnlig i Krigstilfælde, at suspendere Grundloven eller visse af dens Forskrifter, uden at iagttage Reglerne i § 95, men en saadan Undtagelse kan efter denne Paragraphs almindelige Bud og under den fuldstændige Mangel af enhver positiv Hjemmel neppe anerkjendes. Vel skal det indrømmes, at Forholdene undtagelsesvis kunne stille sig saaledes, at der kan være en i høi Grad paatrængende Nødvendighed for i alt Fald delvis at suspendere Grundlovens Forskrifter, men i saa Fald maa Regeringen paa sit Ansvar foretage et formelt Brud paa Grundloven, idet den træffer de Bestemmelser, som Forholdene gjøre nødvendige,
- ↑ S. Rigsraadstidende 3- ordentlige Samling 849—50. Det skal i Øvrigt indrømmes, at dette Argument ikke er meget afgjørende, da det efter den ved Forfl. § 57 for Forfatningsforandringer foreskrevne Fremgangsmaade maatte være endnu klarere end efter Grl. 1866, at Forfl. I 57 ogsaa maatte komme til Anvendelse paa midlertidige Afvigelser fra Forfatningen.
