114
den første Rigsdagssamling efter Opløsningen. Denne Fortolkning stemmer ogsaa fuldkommen med Paragraphens Tanke. Naar Paragraphen nemlig foreskriver en Appel til Vælgerne gjennem en Rigsdagsopløsning, maa det fornuftigvis være dens Tanke, at Udfaldet af denne Appel maa være afgjørende for Grundlovssagens Skjæbne, og ligesom følgelig en Forkastelse i den første Samling efter Opløsningen ikke kan gjenoprettes ved en i en senere Samling[1]) stedfunden Vedtagelse, saaledes kan det efter den stærke Vægt, der i Paragraphen lægges paa Kontinuiteten mellem Sagens Behandling paa den første og paa den anden Rigsdagssamling, heller ikke tilstedes Regeringen at trække Tiden ud indtil en senere Samling i det Haab, at Rigsdagen nu lettere end umiddelbart efter Opløsningen skal give sit Minde til Forslaget. Det følger endvidere af Udtrykket »den nyvalgte Rigsdag«, at en Opløsning ikke blot af hele Rigsdagen, men ogsaa af et enkelt Thing tilintetgjør Virkningen af de tidligere Forhandlinger i Grundlovssagen, hvilket muligvis efter Grl. 1849 § 100 kunde omtvistes, da en partiel Opløsning ikke er til Hinder for, at Rigsdagen ved bliver at være den samme Rigsdag, s. Grl. 1849 § 27, Grl. 1866 § 22.
Endelig maa det af Rigsdagen anden Gang i uforandret Skikkelse vedtagne Grundlovsforslag stadfæstes af Kongen, s. Grl. § 95. 3. M. , hvilken Stadfæstelse i Overensstemmelse med den almindelige Regel i Grl. § 24 maa med deles inden næste Rigsdagssamling, da Forslaget i modsat Fald ansees for bortfaldet. Ved Kongens Stadfæstelse bli-
- ↑ Da Grl. 1866 ikke indeholder nogen til Grl. 1849 § 56 svarende Forskrift, vil det endog være muligt, at Forslaget, efter at være forkastet, paany forelægges til Vedtagelse i den samme Rigsdagssamling; men det kan ikke betvivles , at den engang stedfundne Forkastelse maa udelukke Muligheden af at bygge videre paa det forinden Opløsningen vundne Grundlag.
