116
sionslove 5. Jan. 1851, 24.Febr. 1858, jfr. Grl. 1849 § 22, Forfl. 1855 § 16, Grl. 1866 § 17, mfl. Til de sædvanlige Love maae naturligvis ogsaa henregnes de af det tidligere Rigsraad vedtagne og af Kongen stadfæstede Beslutninger, s. Forfl. 2. Okt. 1855, Grl. 18. Nov. 1863.
2.De af Kongen som Lovgiver ensidig uden Repræsentationens Samtykke udstedte Love og Forordninger. Efter den nuværende Forfatning maae hertil henregnes de foreløbige Love, s. Grl. § 25, der rettest betragtes som grundede paa en Kongen undtagelsesvis tillagt Lovgivningsmyndighed, samt de Forordninger, som af Kongen uden Rigsdagens Medvirkning udstedes for de Island udelukkende vedkommende Anliggender, s. Fdn. 8. Marts 1843 § 1, og ovenfor § 25, og som grundes paa den udelukkende Lovgivningsmagt, der i disse Anliggender tilkommer Kongen som en Levning af hans tidligere absolute Magt. Derimod udstedtes efter den indtil Grl. 5. Juni 1849 gjældende Forfatning alle Love af Kongen ensidig, s. Kongelov 14. Nov. 1665 Art. 3, Adn. 28. Mai 1831, Fdn. 15. Mai 1834, og selv efter 1849 ere netop paa Forfatningsrettens Gebet flere vigtige Love udstedte af Kongen uden Repræsentationens Medvirkning, s. Kundgj. 28. Jan. 1852, Fdn. 26. Juli 1854, Kundgj. 6. Nov. 1858, mfl.
3.Kongelige Anordninger, der ere hjemlede ved Kongens udøvende Magt, s. Grl. §§ 2, 24, eller ved en særlig Delegation fra Lovgivningsmagtens Side. Det nævnte Udtryk maa uden Tvivl foretrækkes for Udtrykket »Forordning«, der under den ældre Forfatning i Almindelighed brugtes til at betegne egentlige Love, og som nu kun benyttes om de ovenfor under Nr. 2 omtalte Love for Island. Til denne Klasse synes ogsaa de i Koloniallov 27. Nov. 1863 § 1 omhandlede, af det vedkommende Kolonialraad vedtagne og af Kongen stadfæstede Anordninger at maatte henføres, thi Kongens Myndighed i denne Henseende hviler paa en Delegation fra den kongerigske Lovgivningsmagt, s. Grl. § 2, Koloniallov 1863 § 1.
