Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

122

at en tilsvarende Del af Hertugdømmet Slesvig, indbefattende Øen Ærø og de nærmeste Territorier om Ribe og Kolding, adskiltes fra dette Hertugdømme og inkorporeredes i Kongeriget Danmark, s. Traktatens Art. 4 og 5. Grændselinien skulde i Overensstemmelse hermed nærmere afstikkes af en international Kommission, bestaaende af Repræsentanter for de kontraherende Magter, s. Traktatens Art. 6, og efterat denne Kommission havde fuldført sit Hverv, blev Resultatet af dens Forhandlinger om Grændselinien kundgjort ved Bkg. 22. Juli 1865. Herefter er Grændselinien draget fra Midtpunktet af Afstanden mellem Øerne Mandø og Romø indtil Midten af Heilsmindebugtens Munding ved Lille Belt, saaledes at den afskærer et nordvestligt og et nordøstligt Hjørne af Slesvig og i Midten følger Kongeaaen. Foruden de saaledes afskaarne Stykker hører, som ovenfor bemærket, ogsaa Ærø nu til Kongeriget.

Den angivne Grændselinie kan imidlertid nu ikke betragtes som definitiv, idet det ved den i Prag den 23. Aug. 1866 mellem Preussen og Østerrig afsluttede Fredstraktat er bestemt, at Østerrig til Preussen afstaaer sine Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg med det Forbehold, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaaes til Danmark, naar den ved fri Afstemning tilkjendegiver Ønsket om at blive forenet med dette Land.

Efter det Anførte bestaaer den danske Stats Territorium nu foruden Bilandene og Kolonierne kun af det egentlige Kongerige Danmark, indbefattende Nørrejylland med de nysnævnte slesvigske Distrikter, Sjælland og Fyn med de tilgrændsende mindre Øer, og Bornholm.

Til Kongerigets Territorium hører ogsaa Søterritoriet eller den til Kysterne grændsende Del af Havet, s. Straffelov 10. Febr. 1866 § 3. Dette strækker sig efter Cirkulaire 6. Nov. 1810, Resol. 22. Febr. 1812 1 Mil fra den yderste Strandbred af de til Riget hørende Fastlande eller Øer. Forsaavidt Afstanden mellem et dansk Land og et fremmed Land imidlertid ikke udgjør 2 Mil, maa uden Tvivl Midtstrømslinien