123
være afgjørende, s. Bkg. 22. Juli 1865 §§ 1, 10. Desuden har Danmark fra umindelig Tid udøvet en Territorialhøihed over Sundet, Belterne og Østersøen, der ogsaa anerkjendtes ved Traktater, og af hvilken især den vigtige Ret til Øresundstolden havde sin Oprindelse, s. Schlegels Statsret S. 282 ff. Denne Ret er nu hævet ved Traktat 14. Marts 1857 og forskjellige Specialtraktater.
Efter Kongeloven 1665 Art. 19 jfr. Art. 27 skulde Kongerigerne Danmark og Norge samt alle de dertil hørende Provindser og Lande, saavelsom Alt, hvad Kongen enten den gang med sær Eieres Ret besad, eller som derefter af ham eller hans Efterkommere vandtes ved Sværdet, ved Arv eller nogen anden lovlig Titel og Middel, være og blive uskiftet og udelt under en Enevolds-Arvekonge. Denne Bestemmelse kunde i Øvrigt kun antages at sigte til vilkaarlige Delinger og Afhændelser, være sig i Kongens levende Live eller efter hans Død, jfr. Art. 20, og ikke til de Afstaaelser til fremmede Magter, som Kongen ved Omstændighedernes Tvang og Hensynet til det Heles Vel kunde see sig nødsaget til at indrømme, s. Larsens samlede Skrifter I 2. 18—19. Den nævnte Forskrift er nu bortfalden ved Grl. 5. Juni 1849 og Thronfølgelov 31. Juli 1853; men den Grundsætning, paa hvilken samme er bygget, er fastholdt ved den i Grl. § 18, jfr. tidligere Grl. 1849 § 23, Forfl. 1855 § 17, Grl. 1863 § 15, givne Bestemmelse, hvorefter Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke kan afstaae nogen Del af Landet. Omvendt maa det antages, at heller ikke nogen Udvidelse af Territoriet kan finde Sted uden Rigsdagens Samtykke, s. Grl. §§ 4, 18.
