127
dømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Det er imidlertid utvivlsomt, at disse Begivenheder ikke kunne svække den statsretlige Gyldighed af den ved Thronfølgeloven trufne Ordning. Opnaaelsen af det ovennævnte Øiemed, Bevarelsen af Monarkiets Integritet, er ikke i Thronfølgelovens Indledning og endnu mindre i dens dispositive Del stillet som en Betingelse eller en betingende Forudsætning for Lovens Virksomhed eller Gyldighed, og den Omstændighed, at det Motiv, der har bevirket Udstedelsen af en Lov, bortfalder, er ikke tilstrækkelig til at berøve Loven dens Gyldighed. Selv om det maatte antages, at de Renunciationer og Cessioner, der gik forud for Lovens Udstedelse, indeholdt en saadan Betingelse, vilde dette ikke kunne svække Lovens statsretlige Gyldighed; thi denne beroer ikke paa, om slige Renunciationer ere tilveiebragte paa en mere eller mindre fuldstændig og gyldig Maade, men kun paa, om selve Loven er tilveiebragt paa forfatningsmæssig Maade, og om den senere paa gyldig Maade er ophørt enten i Kraft af sit eget Indhold eller ved en Ophævelse ved andre Love. See ogsaa Scheel: Privatrettens almindelige Del I S. 23.
Betingelserne for Arveret til Thronen blive altsaa følgende:
1.At den Paagjældende nedstammer fra Ægteskabet mellem Christian IX og Dronning Louise, s. L. 1853 Art. 1, 2. Grunden til, at Arveretten er indskrænket til Afkommet af dette bestemte Ægteskab, er efter det ovenfor i § 16 Udviklede den, at Kong Christians Ret til Thronen for den overveiende Del af Monarkiets Vedkommende hvilede paa en Overdragelse fra Dronning Louise. Kong Christians Afkom af et eventuelt senere Ægteskab vilde derfor aldeles ikke have nogen Arveret til Thronen, end ikke en subsidiair.
2.At denne Nedstammelse udelukkende finder Sted gjennem Mænd, altsaa at Vedkommende er Agnat, s. L. 1853 Art. 1, 2.
3.At den Paagjældende selv er Mand, s. L. 1853 Art. 1, 2.
