131
for bortfaldne og saaledes ikke kan støtte Sætningen paa nogen positiv Hjemmel. Anerkjendelsen af Fosterets Arveret er for det Første ikke stridende mod Thronfølgelovens Forskrifter; thi den i sammes Art. 1 og 2 opstillede Fordring, at Vedkommende skal være Mand, maa antages fyldestgjort derved, at Fosterets Arveret er betinget af, at det kommer levende til Verden som Mand. Dernæst maa det erindres, at Anerkjendelsen af Fosterets Arveret ikke gaaer ud paa at føie nogen ny Betingelse til de i Thronfølgeloven foreskrevne, men tvertimod paa at fjerne Nødvendigheden af en yderligere Betingelse, saa at den udtømmende Karakter, som efter det Ovenanførte synes at maatte tillægges Thronfølgelovens Regler om Arveretsbetingelserne, endogsaa taler for Anerkjendelsen af Fosterets Arveret. Dertil kommer, at Sætningen synes at være begrundet i Sagens Natur, og at den stemmer med de i den privatretlige Lovgivning gjældende Regler, s. 5. 2. 12, 30, jfr. Lov 30. Nov. 1857. Den staaer ogsaa bedst i Harmoni med det i Thronfølgeloven anerkjendte Princip om Linealfølgen, idet en modsat Regel enten vilde føre til Udelukkelse af en i Øvrigt velbegrundet Arveret eller til en Springen fra den ene Linie til den anden. Det kan vel ikke negtes, at den omspurgte Sætning ikke ganske stemmer med det strenge Princip om Arvekongedømmet; men da Kongeloven, som dog i Art. 15 og 16 med langt større Bestemthed end de senere Forfatningslove udtaler hint Princip, ikke har næret Betænkelighed ved at optage den nævnte Regel i Art. 38, kan denne Indvending neppe komme i Betragtning. Hvad Grl. § 8 angaaer, maa man, selv om dens Ord ikke kunne antages bogstavelig at indbefatte det omhandlede Tilfælde, utvivlsomt være berettiget til at anvende dens Analogi.
Det kan endelig i Mangel af enhver positiv Hjemmel ikke antages, at Arveretten til Thronen skulde være betinget af visse physiske eller moralske Egenskaber. Efter Christian V's Lov syntes det vel at maatte antages, at den Prinds, som gjorde sig skyldig i egentligt Høiforræderi, s. 6. 4. 1, 2, 3,
9*
