132
ifølge Slutningsbestemmelsen i 6. 4. 1 maatte forbryde Arveretten til Thronen, ikke blot for sit eget, men ogsaa for sine Livsarvingers Vedkommende; men efterat de nævnte Artikler ere bortfaldne ved Straffeloven 10. Febr. 1866 §308, kan der neppe være Spørgsmaal om, at Arveretten ved et saadant Forhold ligefrem skulde være fortabt, men den maatte i saa Fald berøves den Paagjældende ved forfatningsmæssig Forandring i Thronfølgelovens Bestemmelser. Naar Straffeloven 1866 § 304 for Voldsgjerninger eller grove Ærefornærmelser mod Forældre eller andre Ascendenter fastsætte Arveretsforbrydelse som Straf, kan der efter hele denne Bestemmelses Indhold og Karakter herved ikke være tænkt paa Arveret til Thronen. Det fremgaaer nemlig saavel af Bestemmelsens Plads i Straffelovens 31. Kapitel, som af den Indflydelse, den Fornærmedes Villie har paa Straffens Indtrædelse, at Arverettens Forbrydelse maa betragtes som en privat, til den Fornærmedes Fyldestgj ørelse sigtende Straf, s. ogsaa Motiverne S. 367—68.
Medens efter det Udviklede Arveretten til Thronen kun er knyttet til de ovennævnte fire Betingelser, forudsætter derimod Kronens virkelige Erhvervelse endnu visse yderligere Betingelser, om hvilke der vil blive handlet nedenfor.
§ 35.Arvegangsordenen.
Om Arvegangsordenen indeholder Thronfølgeloven 31. Juli 1853 Art. 2 kun den korte Forskrift, at Kronen skal nedarves paa de Arveberettigede efter Førstefødselsretten og den agnatiske Linealfølge. Anvendelsen af denne Regel vil i det Hele ikke give Anledning til væsentlige Vanskeligheder, idet der, da kun mandlige Agnater ere arveberettigede, kun bliver Spørgsmaal om disses Rækkefølge indbyrdes, og saaledes de vanskelige Spørgsmaal om kvindelige Agnaters Fortrin for mandlige og kvindelige Kognater og om samtlige disse Arvingers Rækkefølge indbyrdes, hvortil Konge-
