133
loven gav Anledning[1]), nu bortfalde. Med denne væsentlige Modifikation vil den i Thronfølgeloven opstillede Regel i det Hele taget lede til de samme Resultater, som de udførlige Forskrifter i Kongelovens Art. 27—40. Da Arvefølgen er lineal, maa der først lægges Vægt paa Liniens Nærhed, og denne maa bestemmes efter Liniernes Forhold til den sidste Konge og ikke efter deres Forhold til den oprindelige Stamfader, s. Kongelov Art. 31—33, 36. Det maa fremdeles ansees for stemmende med den agnatiske Linealfølges Princip, at der ikke maa springes fra Linie til Linie, s. Kongelovens Art. 28, 35; men naar Thronen er kommen til en Linie, forbliver den hos denne, saalænge nogen Arveberettiget i samme er tilbage, gaaer derefter til den nærmeste Linie, som har fælles Stamfader, og først naar ogsaa denne Linie er uddød, til de fjernere Sidelinier.
Medens Kjønnet ikke faaer nogen Indflydelse paa Forholdet mellem de Arveberettigede, da disse alle ere Mænd, faaer derimod Alderen en afgjørende Betydning, idet Kronen skal nedarves efter Førstefødselsretten, s. Thronfølgelovens Art. 2. Som Følge heraf maa Alderen gjøre Udslaget dels mellem de forskjellige Linier, idet af to ligestaaende Linier den foretrækkes, hvis Hoved er ældst uden Hensyn til Aldersforholdet mellem de konkurrerende Personer, s. Kongelovens Art. 28, 29, 31, dels indenfor selve Linien mellem flere i Øvrigt lige nære Arvinger, s. Kongelovens Art. 28, 31, 34. Der er fremdeles ingen Anledning til at tillægge den Omstændighed nogen Indflydelse, at en af Arvingerne er født før, og den anden efter Faderens Thronbestigelse, s. Konge lovens Art. 30, og ei heller haves der Hjemmel til at tillægge fuldbyrdigt Slægtskab noget Fortrin for halvbyrdigt, hvorved dog maa erindres, at halvbyrdigt Slægtskab paa Moderens Side aldeles ingen Arveret giver.
Efter det Anførte har det ikke nogen væsentlig praktisk Betydning, om man antager, at Kongelovens Art. 27—40
- ↑ S. herom Larsens samlede Skrifter 1. Afdeling 3. Bind §§ 29—32.
