135
med Hensyn til Arvefølgen i det Hele taget kun henviser til Lov 31. Juli 1853 og ikke til Kongeloven; thi Hovedreglerne om Arvefølgen indeholdes i Thronfølgeloven, og den Gyldighed, der kan være Spørgsmaal om at tillægge Kongelovens Forskrifter om Arvegangsordenen, er kun partiel og subsidiair. Derimod synes en vægtigere Indvending at kunne hentes fra Thronfølgelovens Indledning, idet det her yttres, at Kongen har maattet erkjende, at det mest hensigtssvarende Middel til at forebygge Monarkiets fremtidige Adsplittelse vilde være at lade for det Tilfælde, at Frederik III's Mandsstamme skulde uddøe, udgaae en ny, for Monarkiets hele Omfang gyldig og altsaa Kongelovens Arveforskrifter ophævende Thronfølgelov. Denne Indvending er nu vel ikke ubetinget afgjørende, dels fordi den anførte Sætning kun er fremkommet i Forbindelse med Udtalelsen af den Bevæggrund, som har fremkaldt Kongens Beslutning om en Forandring i Kongelovens Arvefølge, medens saavel det følgende Sted i Indledningen, der angiver selve den af Kongen fattede Beslutning, som Lovens dispositive Del benytte andre Udtryk, dels fordi de nævnte Udtryk ogsaa kunne forstaaes paa den Maade, at Kongelovens Arveforskrifter ophæves som gjældende for visse Dele af Monarkiet, medens de faae fornyet Gyldighed for hele Monarkiets Om fang. Imidlertid synes den sidstnævnte Forklaring, om den end til en vis Grad bestyrkes ved de brugte Udtryk, at være noget tvungen, og da det i Thronfølgelovens Art. 1 brugte Udtryk »al Arveret« dog ogsaa kan opfattes som enstydigt med »alle Regler om Arvefølgen«, turde detmaaske have Mest for sig at antage Kongelovens Art. 27—40 for fuldstændig ophævede, s. ogsaa Scheel: Privatrettens almindelige Del 1. Bind S. 20.
§ 36.Om Forandring i og Tillæg til Reglerne om Arvefølgen.
Som ovenfor i § 34 bemærket, bestemmer Grl. § 1, at Arvefølgen er den i Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 1 og 2
