136
fastsatte. Som Følge heraf maa de nævnte Bestemmelser i Thronfølgeloven betragtes som en integrerende Del af Grundtøven, og Forandringer i eller Tillæg til samme ville, hvad enten de angaae selve Arveretten og Betingelserne for samme eller Arvegangsordenen, kun kunne foretages paa den i Grl. § 95 fastsatte Maade, s. Rigsdagstidende: Extraordinair Session 1855 Anhang B 8—9, smh. med Forfl. 2. Okt 1855 § 57, Lov 1. April 1856. Jfr. ogsaa Straffelov 10. Febr. 1866 §§ 85, 86.
En Undtagelse herfra finder dog Sted, naar der ved Thronledighed ikke er nogen Thronfølger, idet i saa Fald den forenede Rigsdag vælger en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge, s. Grl. § 8. 4. M., jfr. § 67, s. Grl. 1849 § 15. Denne Forskrift, ifølge hvilken et Tillæg til Forfatningen bliver at fastsætte uden Iagttagelse af den for Grundlovsforandringer foreskrevne Fremgangsmaade, ja endogsaa uden sædvanlig Lovsform, har naturligvis sin Grund i, at det i det foreliggende Tilfælde ikke er muligt at iagttage disse Former. Den kan derfor ikke anvendes udenfor det i samme omtalte Tilfælde, og saafremt det, inden Tilfældet indtræder, maatte ansees for rigtigt at træffe Bestemmelse om Kongevalg og den fremtidige Arvefølge, vilde dette kun kunne skee paa den i Grl. § 95 foreskrevne Maade. Der kunde vel være Spørgsmaal, om en sædvanlig Lov ikke maatte være tilstrækkelig, naar den trufne Bestemmelse ikke skulde have Grundlovskraft, s. ovenfor § 28, men ligesom en Forskrift af det angivne Indhold quam maxime maatte betragtes som en Forfatningsbestemmelse, saaledes synes det heller ikke at kunne negtes, at den vilde medføre en Forandring i Grl. § 1 og altsaa allerede af denne Grund maatte gjennemføres paa den for Grundlovsforandringer foreskrevne Maade. Af lignende Grunde synes ogsaa den Bestemmelse, som den forenede Rigsdag i Henhold til Grl § 8. 4. M. maatte træffe med Hensyn til Arvefølgen, at maatte betragtes som en Grundlovsbestemmelse og følgelig kun at kunne forandres i Overensstemmelse med Grl. § 95.
