138
at Thronen er bleven ledig, i Almindelighed ved Kongens Død, og da Thronfølgen er bygget paa Individualsukcessionens Princip, at Vedkommende er den efter Arvegangsordenen nærmeste Arving. Naar ogsaa disse Betingelser ere tilstede, er det en anerkjendt Regel, at Efterfølgeren erhverver Kronen umiddelbart ved Kongens Død. Denne Sætning følger med Nødvendighed af Arvekongedømmets Væsen, s. Grl. § 1, Lov 31. Juli 1853, og den er anerkjendt saavel i den nugjældende Grundlov, s. Grl. §§ 1, 7, — Thronfølgeren betegnes nemlig her som Konge, og det er kun Regeringens Tiltrædelse, der bliver at udsætte, indtil den foreskrevne Ed er aflagt, — som i de ældre Forfatningslove, s. Kongelov 1665 Art. 15, 16, Grl. 1849 §§ 1, 8, Forfl. 1855 §§ 1, 5, Grl. 1863 §§ 1, 5. Som Følge heraf ville Arvefaldet, delatio hereditatis, og Kronens Erhvervelse, acquisitio hereditatis, falde sammen i et Moment,[1]) og der vil derfor, saa længe nogen arveberettiget Sukcessor er til, ikke let blive Tale om nogen Thronledighed, i hvilken Henseende det ogsaa kan fremhæves, at Grl. § 8 ikke omtaler Regeringens Førelse i dette Tilfælde. Det er imidlertid allerede ovenfor i § 34 i Slutningen antydet, at der gives Undtagelser fra den opstillede Regel, idet Kronens virkelige Erhvervelse endnu udkræver visse særegne Betingelser. Hvor disse mangle, vil der altsaa opstaae en Mellemtilstand, hvori Arven er falden, men ikke erhvervet, med andre Ord en Thronledighed.
1.Det er i § 34 paavist, at det ikke er nogen Betingelse for Arveret til Thronen, at Vedkommende er født til Verden, men at ogsaa det ufødte Foster strax indtager sin Plads i Arvetallet. Naar derfor Fosteret ved Kongens Død er den nærmeste Arving, kan Kronen ikke erhverves af nogen Anden, men skal forbeholdes Fosteret for det Tilfælde, at det kommer til at fyldestgjøre de foreskrevne Betingelser, altsaa navnlig, at det fødes levende til Verden som Mand, s. Kongelov 1665 Art. 38, 5. 2. 12, 30, Lov 31. Juli 1853 Art.
- ↑ Denne Regel pleier at udtrykkes ved Sætningen »Kongen døer ikke.«
