139
1, 2. Imidlertid kan Fosteret heller ikke selv definitivt er hverve Kronen, før det viser sig, at det kommer til at fyldestgjøre de nævnte Betingelser, og der indtræder altsaa en Mellemtilstand, hvori Thronen er ledig. Fyldestgjøres nu de nævnte Betingelser, maa Barnet betragtes, som om det allerede havde været født paa den Tid, Arvefaldet indtraf; i modsat Fald maa Forholdet opfattes, som om det slet ikke havde existeret, og Kronen altsaa tilfalde den, som i Mangel af Fosteret vilde have været den Nærmeste til samme paa den Tid, Arvefaldet fandt Sted.
2. Efter Grl. § 5, s. Kongelov 1665 Art. 1, Grl. 1849 §6, Forfl. 1855 § 3, Grl. 1863 § 3, skal Kongen høre til den evangelisk-lutherske Kirke. Denne Forskrift er ubetinget, og et Samtykke fra Rigsdagen kan ikke gjøre dens Efter levelse unødvendig, s. derimod Grl. § 4. Skjøndt den nævnte Bestemmelses kategoriske Form kunde synes at medføre, at en Thronfølger, der hører til et andet Religionssamfund, slet ikke kunde blive Konge, men at Thronen i et saadant Tilfælde strax maatte tilfalde den i Øvrigt nærmeste Arving, kan en saa streng Fortolkning dog ikke fastholdes, da selv det umyndige Barn, s. Grl. § 8, ja endog Fosteret kaldes til Arv. Det maa derfor antages for tilstrækkeligt, at Vedkommende inden en vis passende Frist gaaer over til den evangelisk-lutherske Kirke. Længden af denne Frist synes efter Grundsætningen i Grl. § 8[1]) at maatte bestemmes af den forenede Rigsdag. I denne Mellemtid kan den Paagjældende ikke selv føre Regeringen, men i Øvrigt er det tvivlsomt, hvorledes Forholdet skal opfattes. Det følger nu uden Tvivl ligefrem af Grl. §5, at Tilsidesættelsen af den Forpligtelse, som ved denne Paragraph er paalagt Kongen, maa have Indflydelse paa hans Ret til selve Kronen. Det
- ↑ Om en ligefrem analogisk Anvendelse kan der neppe være Tale, da Grl. § 8. 3. M. kun angaaer Bestemmelser om Regeringens Førelse, og det 4de M. taler om et Tilfælde, hvor der ikke er nogen Thronfølger, hvis Retsstilling kan berøres ved den trufne Bestemmelse.
