140
kan derfor ikke antages, at den vedkommende Thronfølger, der hører til et fremmed Religionssamfund, definitivt og uigjenkaldelig erhverver Kronen, saa at hans Negtelse af at opfylde Grundlovens Forskrift kun skulde berøve ham Retten til selv at føre Regeringen. Ganske afseet fra de med et saadant vedvarende Regentskab forbundne, praktiske Misligheder, maa det fremhæves, at Grl. § 5 bestemmer, at Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke, og disse Udtryk synes ikke at kunne forstaaes paa anden Maade, end at den, der negter at opfylde denne Forpligtelse, ikke kan være Konge, s. Grl. § 4 »Kongen kan — — ikke være Regent« osv.
Snarere kunde der være Grund til at antage, at den til en fremmed Religion hørende Thronfølger strax ved Arvefaldet definitivt og ubetinget erhverver Kronen, men at der paahviler ham den bestemte, statsretlige Pligt, inden en passende Frist at antage den lutherske Religion, og at Tilsidesættelsen af denne Pligt medfører Fortabelsen af den alt erhvervede Krone. Efter denne Anskuelse maa den Paagjældende altsaa strax betragtes som Konge; ved hans Dødsfald inden Betænkningsfristens Udløb finder et nyt Arvefald Sted, hvorved Thronen tilfalder den, der ifølge sit Forhold til ham er den nærmest berettigede Arving, og naar han negter at opfylde Grundlovens Forskrift, ophører han vel strax at være Konge, men Thronen maa da, ligesom ved hans Død, falde i Arv efter ham. For denne Opfattelse kan man navnlig paaberaabe sig Principet om Kongedømmets Arvelighed, ifølge hvilket Eftermanden strax ved Arvefaldet indtræder i Forgængerens Plads, saa at en Thronledighed maa have Formodningen imod sig, s. denne Paragraph i Begyndelsen.
Korrektere er det dog vistnok at antage, at den Paagjældende vel erhverver Kronen strax ved Arvefaldet, men at denne Erhvervelse er knyttet til den suspensive Betingelse, at han inden en passende Frist gaaer over til den evangelisk-lutherske Kirke. Efter denne Opfattelse har han
