141
altsaa vel strax ved Arvefaldet erhvervet en virkelig Ret til Thronen, men denne Ret er kun betinget. Døer han inden Betænkningsfristens Udløb, er Betingelsen ikke opfyldt, og Thronen maa derfor gaae i Arv til den, der vilde have erhvervet den, hvis den Paagjældende strax ved Arvefaldet havde negtet at skifte Religion. Endnu mere vil det Samme gjælde, naar han definitivt negter at gaae over til den evangelisk-lutherske Kirke eller lader Betænkningstiden udløbe uden at afgive nogen Erklæring. Antager han der imod den evangelisk-lutherske Religion, gaaer den betingede Ret over til en ubetinget, og han maa i saa Fald betragtes som havende været Konge lige fra Arvefaldet, Denne Anskuelse synes bedst stemmende med Udtrykkene i Grl. § 5. Denne Paragraph bestemmer nemlig ikke, at Kongen, hvis han hører til en anden Kirke, skal gaae over til den evangelisk-lutherske, men den fordrer, at Kongen skal høre til denne Kirke. Medens denne Forskrift nu ikke er til Hinder for en Erhvervelse af Kronen, der er betinget af, at den Vedkommende opfylder den ham saaledes paalagte Forpligtelse, synes det derimod ikke foreneligt med dens Udtryk, at en Person, der ikke hører til den evangelisk-lutherske Kirke, definitivt erhverver Kronen. At den angivne Fortolkning skulde stride mod Thronfølgerens Ret, kan naturligvis ikke antages, da denne Ret maa bedømmes efter Grundlovens Forskrifter, hvorhos det ogsaa kan bemærkes, at Opfyldelsen af den fastsatte Betingelse beroer paa hans frivillige Beslutning. Ligesom den nævnte Forklaring derhos understøttes ved Udtrykkene i Grl. § 4, saaledes undgaaer man ved den ogsaa det Abnorme i, at en Person, der ikke selv har de ved Grundloven fordrede Egenskaber hos en Konge, dog kan overføre Kronen paa sin Linie. Det kan ikke herimod indvendes, at der herefter fremkommer et mod den foreskrevne Linealfølge stridende Spring i Linien i Tilfælde af, at den Paagjældende negter at gaae over til Folkekirken; thi hans Erhvervelse er kun betinget og maa altsaa, naar Betingelsen glipper, betragtes
