142
som ikke havende fundet Sted. Den anførte Regel, at Kronens Erhvervelse skeer strax ved Arvefaldet, og at saaledes ingen Thronledighed finder Sted, har vel Formodningen for sig; men det er allerede ovenfor under Nr. 1 paavist, at den ikke er undtagelsesfri, og desuden kan en Thronledighed i strengeste Forstand ikke siges at finde Sted i nærværende Tilfælde, da den Paagjældende dog virkelig har erhvervet Kronen, om end kun under en Betingelse.
Vi have i det Foregaaende kun tænkt paa den Thronfølger, der som myndig selv kan tage Bestemmelse om sin Religion. Saafremt Thronfølgeren er umyndig, maa der drages Omsorg for hans Opdragelse i den evangelisk-lutherske Religion.
3.Grl. § 4, s. Grl. 1849 § 5, Forfl. 1855 § 2, Grl. 1863 § 2, bestemmer, at Kongen uden Rigsdagens Samtykke ikke kan være Regent i andre Lande. Ved andre Lande maa forstaaes saadanne, som ikke høre til det danske Monarki i dets nuværende Skikkelse, og det kan derfor ikke betvivles, at Rigsdagens Samtykke vilde være nødvendigt til en Gjenforening med de ved Wienerfreden 30. Okt. 1864 fra Monarkiet afstaaede Hertugdømmer eller en Del af disse, selv om en saadan Gjenforening kun gik ud paa en Personalunion, s. Rigsraadstidende: Overordentlig Samling 1864, Forhåndlinger paa Landsthinget, 567—68. Ved Regent tænkes vel i Almindelighed nærmest paa den Souverain, som selv fører Regeringen, og Ordet kan endog benyttes om den, som fører Regeringen i Souverainens Sted, s. Kongelov 1665 Art. 9, 10, 13; men i Grl. § 4 er det nærmest brugt for at betegne Souverainen, uden Hensyn til, om han selv fører Regeringen eller ikke, og Bestemmelsen maa derfor antages at udelukke Enhver, der er Souverain i et fremmed Land, selv om han ikke fører Regeringen sammesteds. Grunden til den trufne Bestemmelse ligger nemlig i Frygten for den Indflydelse paa Regentens Politik, som hans Stilling som Besidder af et fremmed Lands Krone kunde udøve, og denne Frygt bort-
