143
falder ingenlunde, fordi han ikke selv fører Regeringen sammesteds. At Grl. § 4 ligeledes maa komme til Anvendelse, naar Kongen ønsker selv at regere i det fremmede Land, medens han lader Danmark regere af Andre i sit Sted, trænger ikke til nærmere Begrundelse. Ligeledes er det uden Tvivl klart, at Bestemmelsen maa være anvendelig paa den, der uden at være Souverain har den høieste Magt i en fremmed Stat, saasom Præsidenten i en Republik. Det Samtykke af Rigsdagen, som Grl. § 4 omtaler, maa være udtrykkeligt og maa derhos, da Paragraphen ikke bestemmer, at det skal meddeles i en forenet Samling, s. Grl. §§ 8, 67, tilveiebringes ved en af begge Thing hvert for sig fattet, overensstemmende Beslutning, hvorimod det ikke er nød vendigt at benytte Lovsformen. Der er Intet til Hinder for, at Samtykket kan meddeles Thronfølgeren før Kronen er tilfalden ham, og denne Fremgangsmaade vil endog efter Omstændighederne være hensigtsmæssig for at undgaae den Forhaling og de Vanskeligheder, som under den modsatte Forudsætning ville indtræde.
Saafremt nu et saadant Samtykke er meddelt forinden Arvefaldet, eller Thronfølgeren strax renuncerer paa den fremmede Krone, har Sagen ingen Vanskelighed. Ønsker han derimod at erhverve Rigsdagens Samtykke til en For ening af begge Kroner, maa det vel antages for afgjort, at han ikke selv kan føre Regeringen, før dette Samtykke er meddelt; men i Øvrigt opstaaer her den samme Tvivl om Forholdets retlige Opfattelse, som i det ovenfor under Nr. 2 omhandlede Tilfælde. Skjøndt nu Stillingen som Regent i et fremmed Land ikke, saaledes som Bekjendelsen til en fremmed Religion, er ligefrem uforenelig med Stillingen som dansk Konge, er det dog kun Rigsdagens Samtykke, der kan bevirke disse Stillingers Forenelighed; mangler dette, kan den Paagjældende ikke være Konge, s. Grl. § 4. Man maa derfor vistnok betragte Forholdet paa samme Maade som i det under Nr. 2 omhandlede Tilfælde, saa at Thronfølgeren strax ved Arvefaldet erhverver en betinget Ret til
