144
Thronen, og at denne Ret ved Rigsdagens Samtykke gaaer over til at være ubetinget, hvorimod den, naar dette negtes, betragtes, som om den slet ikke havde existeret.
De i denne Paragraph omhandlede Betingelser for Kronens Erhvervelse give Anledning til forskjellige tvivlsomme Spørgsmaal med Hensyn til Arvefølgen. Naar saaledes en Arving udelukkes, fordi han er Regent i et fremmed Land eller hører til en fremmed Religion, kan der først spørges, hvem der i Stedet for ham skal arve Thronen. Antages det, at den Udelukkede definitivt har erhvervet Thronen ved Arvefaldet, er det klart, at denne maa tilfalde den, der efter hans Død vilde have erhvervet den, altsaa i Almindelighed hans Livsarvinger, der dog selvfølgelig selv maa opfylde de foreskrevne Betingelser. Antager man derimod, at den Udelukkede kun har erhvervet Thronen under den Betingelse, at han vil opfylde Grundlovens Forskrifter, og at Forholdet følgelig, naar denne Betingelse glipper, maa opfattes, som om han slet ikke havde erhvervet Thronen, maa denne tilfalde den, som ved den forrige Konges Død i Øvrigt var den nærmeste Arving. Det bliver da et Spørgsmaal, om den Udelukkedes Livsarvinger kunne træde i hans Sted, eller om Arven maa tilfalde den i Øvrigt nærmeste Linie, f. Ex. hans yngre Broder. Da den Paagjældende her ikke udelukkes paa Grund af manglende Arvedygtighed, men kun, fordi han vægrer sig ved at opfylde de ved Grundloven foreskrevne, særegne Betingelser for Kronens Erhvervelse, maa Thronen uden Tvivl gaae til den næste Linie, idet der ikke haves tilstrækkelig Hjemmel til at afvige fra den i Sagens Natur grundede Sætning, at Ingen kan arve, saa længe der staaer et arvedygtigt Mellemled mellem ham og Arveladeren.[1]) Selv om den Udelukkede udtrykkelig maatte re-
- ↑ Paa Grund af Forholdenes Forskjellighed kan man ikke for det modsatte Resultat paaberaabe sig den i Fdn. 4. Okt. 1833 § 22 udtalte Regel, at naar en Person forbryder sin Arveret, træde hans Livsarvinger i hans Sted, hvilken Regel vistnok endnu maa staae ved
