149
§ 39.Om Kongemagtens og Regeringsførelsens Ophør.
Den regelmæssige Maade, hvorpaa Kongemagten ophører, er ved Kongens Død. Imidlertid kan den ogsaa i Kongens levende Live ophøre ved hans frivillige Nedlæggelse af Kronen.
Derimod vil det ubetinget være den almindelige Regel, at den engang erhvervede Krone ikke i Kongens levende Live mod hans Villie vil kunne berøves ham paa Grund af senere indtraadte Begivenheder eller Handlinger fra hans Side; men saadanne kunne kun medføre Nødvendigheden af, at Regeringens Førelse overdrages Andre i Kongens Sted og i hans Navn. At den under en Betingelse erhvervede Kongemagt bortfalder, naar Betingelsen glipper, s. ovenfor § 37, kan ikke betragtes som nogen virkelig Undtagelse herfra. Imidlertid kan der dog i enkelte Tilfælde reises Spørgsmaal, om der dog ikke maa gjøres Undtagelse fra hin Regel, saa at den definitivt erhvervede Kongemagt paa Grund af senere indtraadte Forhold atter fortabes. Vi have allerede ovenfor i § 37 Nr. 2 og 3 undersøgt nogle Tilfælde, hvor en saadan Undtagelse uden Tvivl maa statueres, saafremt man ikke vil betragte de der omhandlede Forfatningsforskrifter som indeholdende Betingelser for Kronens definitive Erhvervelse; men desuden kan Spørgsmaalet reises i følgende Tilfælde:
1.Naar Kongen udtræder af den evangelisk-lutherske Kirke, s. Grl. § 5. Efter den Fortolkning, vi ovenfor i § 37 Nr. 2 have givet af denne Paragraph, maa Kongeværdigheden antages for uforenelig med Bekjendelsen til en anden Religion, og heraf følger da uden Tvivl, at en Udtrædelse af Folkekirken maa medføre Kronens Fortabelse. Herimod kan der nu vistnok reises ikke uvæsentlige Betænkeligheder. Det kan nemlig gjøres gjældende, at det her foreliggende Tilfælde er væsentlig forskjelligt fra det i § 37 Nr. 2 om handlede. Der handledes der nemlig om en Thronfølger, som aldrig havde fyldestgjort Grundlovens Forskrift, og hvis
