Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 37

by Carl Georg Holck

§ 37. Om Kronens Erhvervelse.

Naar de i § 34 angivne Betingelser ere tilstede, har den Paagjældende Arveret til Thronen. For at denne Arveret imidlertid skal blive til Virkelighed, udfordres det endnu, at Thronen er bleven ledig, i Almindelighed ved Kongens Død, og da Thronfølgen er bygget paa Individualsukcessionens Princip, at Vedkommende er den efter Arvegangsordenen nærmeste Arving. Naar ogsaa disse Betingelser ere tilstede, er det en anerkjendt Regel, at Efterfølgeren erhverver Kronen umiddelbart ved Kongens Død. Denne Sætning følger med Nødvendighed af Arvekongedømmets Væsen, s. Grl. § 1, Lov 31. Juli 1853, og den er anerkjendt saavel i den nugjældende Grundlov, s. Grl. §§ 1, 7, — Thronfølgeren betegnes nemlig her som Konge, og det er kun Regeringens Tiltrædelse, der bliver at udsætte, indtil den foreskrevne Ed er aflagt, — som i de ældre Forfatningslove, s. Kongelov 1665 Art. 15, 16, Grl. 1849 §§ 1, 8, Forfl. 1855 §§ 1, 5, Grl. 1863 §§ 1, 5. Som Følge heraf ville Arvefaldet, delatio hereditatis, og Kronens Erhvervelse, acquisitio hereditatis, falde sammen i et Moment,^[1]) og der vil derfor, saa længe nogen arveberettiget Sukcessor er til, ikke let blive Tale om nogen Thronledighed, i hvilken Henseende det ogsaa kan fremhæves, at Grl. § 8 ikke omtaler Regeringens Førelse i dette Tilfælde. Det er imidlertid allerede ovenfor i § 34 i Slutningen antydet, at der gives Undtagelser fra den opstillede Regel, idet Kronens virkelige Erhvervelse endnu udkræver visse særegne Betingelser. Hvor disse mangle, vil der altsaa opstaae en Mellemtilstand, hvori Arven er falden, men ikke erhvervet, med andre Ord en Thronledighed.

1. Det er i § 34 paavist, at det ikke er nogen Betingelse for Arveret til Thronen, at Vedkommende er født til Verden, men at ogsaa det ufødte Foster strax indtager sin Plads i Arvetallet. Naar derfor Fosteret ved Kongens Død er den nærmeste Arving, kan Kronen ikke erhverves af nogen Anden, men skal forbeholdes Fosteret for det Tilfælde, at det kommer til at fyldestgjøre de foreskrevne Betingelser, altsaa navnlig, at det fødes levende til Verden som Mand, s. Kongelov 1665 Art. 38, 5. 2. 12, 30, Lov 31. Juli 1853 Art. 1, 2. Imidlertid kan Fosteret heller ikke selv definitivt er hverve Kronen, før det viser sig, at det kommer til at fyldestgjøre de nævnte Betingelser, og der indtræder altsaa en Mellemtilstand, hvori Thronen er ledig. Fyldestgjøres nu de nævnte Betingelser, maa Barnet betragtes, som om det allerede havde været født paa den Tid, Arvefaldet indtraf; i modsat Fald maa Forholdet opfattes, som om det slet ikke havde existeret, og Kronen altsaa tilfalde den, som i Mangel af Fosteret vilde have været den Nærmeste til samme paa den Tid, Arvefaldet fandt Sted.

2. Efter Grl. § 5, s. Kongelov 1665 Art. 1, Grl. 1849 §6, Forfl. 1855 § 3, Grl. 1863 § 3, skal Kongen høre til den evangelisk-lutherske Kirke. Denne Forskrift er ubetinget, og et Samtykke fra Rigsdagen kan ikke gjøre dens Efter levelse unødvendig, s. derimod Grl. § 4. Skjøndt den nævnte Bestemmelses kategoriske Form kunde synes at medføre, at en Thronfølger, der hører til et andet Religionssamfund, slet ikke kunde blive Konge, men at Thronen i et saadant Tilfælde strax maatte tilfalde den i Øvrigt nærmeste Arving, kan en saa streng Fortolkning dog ikke fastholdes, da selv det umyndige Barn, s. Grl. § 8, ja endog Fosteret kaldes til Arv. Det maa derfor antages for tilstrækkeligt, at Vedkommende inden en vis passende Frist gaaer over til den evangelisk-lutherske Kirke. Længden af denne Frist synes efter Grundsætningen i Grl. § 8^[2]) at maatte bestemmes af den forenede Rigsdag. I denne Mellemtid kan den Paagjældende ikke selv føre Regeringen, men i Øvrigt er det tvivlsomt, hvorledes Forholdet skal opfattes. Det følger nu uden Tvivl ligefrem af Grl. §5, at Tilsidesættelsen af den Forpligtelse, som ved denne Paragraph er paalagt Kongen, maa have Indflydelse paa hans Ret til selve Kronen. Det kan derfor ikke antages, at den vedkommende Thronfølger, der hører til et fremmed Religionssamfund, definitivt og uigjenkaldelig erhverver Kronen, saa at hans Negtelse af at opfylde Grundlovens Forskrift kun skulde berøve ham Retten til selv at føre Regeringen. Ganske afseet fra de med et saadant vedvarende Regentskab forbundne, praktiske Misligheder, maa det fremhæves, at Grl. § 5 bestemmer, at Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke, og disse Udtryk synes ikke at kunne forstaaes paa anden Maade, end at den, der negter at opfylde denne Forpligtelse, ikke kan være Konge, s. Grl. § 4 »Kongen kan — — ikke være Regent« osv.

Snarere kunde der være Grund til at antage, at den til en fremmed Religion hørende Thronfølger strax ved Arvefaldet definitivt og ubetinget erhverver Kronen, men at der paahviler ham den bestemte, statsretlige Pligt, inden en passende Frist at antage den lutherske Religion, og at Tilsidesættelsen af denne Pligt medfører Fortabelsen af den alt erhvervede Krone. Efter denne Anskuelse maa den Paagjældende altsaa strax betragtes som Konge; ved hans Dødsfald inden Betænkningsfristens Udløb finder et nyt Arvefald Sted, hvorved Thronen tilfalder den, der ifølge sit Forhold til ham er den nærmest berettigede Arving, og naar han negter at opfylde Grundlovens Forskrift, ophører han vel strax at være Konge, men Thronen maa da, ligesom ved hans Død, falde i Arv efter ham. For denne Opfattelse kan man navnlig paaberaabe sig Principet om Kongedømmets Arvelighed, ifølge hvilket Eftermanden strax ved Arvefaldet indtræder i Forgængerens Plads, saa at en Thronledighed maa have Formodningen imod sig, s. denne Paragraph i Begyndelsen.

Korrektere er det dog vistnok at antage, at den Paagjældende vel erhverver Kronen strax ved Arvefaldet, men at denne Erhvervelse er knyttet til den suspensive Betingelse, at han inden en passende Frist gaaer over til den evangelisk-lutherske Kirke. Efter denne Opfattelse har han altsaa vel strax ved Arvefaldet erhvervet en virkelig Ret til Thronen, men denne Ret er kun betinget. Døer han inden Betænkningsfristens Udløb, er Betingelsen ikke opfyldt, og Thronen maa derfor gaae i Arv til den, der vilde have erhvervet den, hvis den Paagjældende strax ved Arvefaldet havde negtet at skifte Religion. Endnu mere vil det Samme gjælde, naar han definitivt negter at gaae over til den evangelisk-lutherske Kirke eller lader Betænkningstiden udløbe uden at afgive nogen Erklæring. Antager han der imod den evangelisk-lutherske Religion, gaaer den betingede Ret over til en ubetinget, og han maa i saa Fald betragtes som havende været Konge lige fra Arvefaldet, Denne Anskuelse synes bedst stemmende med Udtrykkene i Grl. § 5. Denne Paragraph bestemmer nemlig ikke, at Kongen, hvis han hører til en anden Kirke, skal gaae over til den evangelisk-lutherske, men den fordrer, at Kongen skal høre til denne Kirke. Medens denne Forskrift nu ikke er til Hinder for en Erhvervelse af Kronen, der er betinget af, at den Vedkommende opfylder den ham saaledes paalagte Forpligtelse, synes det derimod ikke foreneligt med dens Udtryk, at en Person, der ikke hører til den evangelisk-lutherske Kirke, definitivt erhverver Kronen. At den angivne Fortolkning skulde stride mod Thronfølgerens Ret, kan naturligvis ikke antages, da denne Ret maa bedømmes efter Grundlovens Forskrifter, hvorhos det ogsaa kan bemærkes, at Opfyldelsen af den fastsatte Betingelse beroer paa hans frivillige Beslutning. Ligesom den nævnte Forklaring derhos understøttes ved Udtrykkene i Grl. § 4, saaledes undgaaer man ved den ogsaa det Abnorme i, at en Person, der ikke selv har de ved Grundloven fordrede Egenskaber hos en Konge, dog kan overføre Kronen paa sin Linie. Det kan ikke herimod indvendes, at der herefter fremkommer et mod den foreskrevne Linealfølge stridende Spring i Linien i Tilfælde af, at den Paagjældende negter at gaae over til Folkekirken; thi hans Erhvervelse er kun betinget og maa altsaa, naar Betingelsen glipper, betragtes som ikke havende fundet Sted. Den anførte Regel, at Kronens Erhvervelse skeer strax ved Arvefaldet, og at saaledes ingen Thronledighed finder Sted, har vel Formodningen for sig; men det er allerede ovenfor under Nr. 1 paavist, at den ikke er undtagelsesfri, og desuden kan en Thronledighed i strengeste Forstand ikke siges at finde Sted i nærværende Tilfælde, da den Paagjældende dog virkelig har erhvervet Kronen, om end kun under en Betingelse.

Vi have i det Foregaaende kun tænkt paa den Thronfølger, der som myndig selv kan tage Bestemmelse om sin Religion. Saafremt Thronfølgeren er umyndig, maa der drages Omsorg for hans Opdragelse i den evangelisk-lutherske Religion.

3. Grl. § 4, s. Grl. 1849 § 5, Forfl. 1855 § 2, Grl. 1863 § 2, bestemmer, at Kongen uden Rigsdagens Samtykke ikke kan være Regent i andre Lande. Ved andre Lande maa forstaaes saadanne, som ikke høre til det danske Monarki i dets nuværende Skikkelse, og det kan derfor ikke betvivles, at Rigsdagens Samtykke vilde være nødvendigt til en Gjenforening med de ved Wienerfreden 30. Okt. 1864 fra Monarkiet afstaaede Hertugdømmer eller en Del af disse, selv om en saadan Gjenforening kun gik ud paa en Personalunion, s. Rigsraadstidende: Overordentlig Samling 1864, Forhåndlinger paa Landsthinget, 567—68. Ved Regent tænkes vel i Almindelighed nærmest paa den Souverain, som selv fører Regeringen, og Ordet kan endog benyttes om den, som fører Regeringen i Souverainens Sted, s. Kongelov 1665 Art. 9, 10, 13; men i Grl. § 4 er det nærmest brugt for at betegne Souverainen, uden Hensyn til, om han selv fører Regeringen eller ikke, og Bestemmelsen maa derfor antages at udelukke Enhver, der er Souverain i et fremmed Land, selv om han ikke fører Regeringen sammesteds. Grunden til den trufne Bestemmelse ligger nemlig i Frygten for den Indflydelse paa Regentens Politik, som hans Stilling som Besidder af et fremmed Lands Krone kunde udøve, og denne Frygt bortfalder ingenlunde, fordi han ikke selv fører Regeringen sammesteds. At Grl. § 4 ligeledes maa komme til Anvendelse, naar Kongen ønsker selv at regere i det fremmede Land, medens han lader Danmark regere af Andre i sit Sted, trænger ikke til nærmere Begrundelse. Ligeledes er det uden Tvivl klart, at Bestemmelsen maa være anvendelig paa den, der uden at være Souverain har den høieste Magt i en fremmed Stat, saasom Præsidenten i en Republik. Det Samtykke af Rigsdagen, som Grl. § 4 omtaler, maa være udtrykkeligt og maa derhos, da Paragraphen ikke bestemmer, at det skal meddeles i en forenet Samling, s. Grl. §§ 8, 67, tilveiebringes ved en af begge Thing hvert for sig fattet, overensstemmende Beslutning, hvorimod det ikke er nød vendigt at benytte Lovsformen. Der er Intet til Hinder for, at Samtykket kan meddeles Thronfølgeren før Kronen er tilfalden ham, og denne Fremgangsmaade vil endog efter Omstændighederne være hensigtsmæssig for at undgaae den Forhaling og de Vanskeligheder, som under den modsatte Forudsætning ville indtræde.

Saafremt nu et saadant Samtykke er meddelt forinden Arvefaldet, eller Thronfølgeren strax renuncerer paa den fremmede Krone, har Sagen ingen Vanskelighed. Ønsker han derimod at erhverve Rigsdagens Samtykke til en For ening af begge Kroner, maa det vel antages for afgjort, at han ikke selv kan føre Regeringen, før dette Samtykke er meddelt; men i Øvrigt opstaaer her den samme Tvivl om Forholdets retlige Opfattelse, som i det ovenfor under Nr. 2 omhandlede Tilfælde. Skjøndt nu Stillingen som Regent i et fremmed Land ikke, saaledes som Bekjendelsen til en fremmed Religion, er ligefrem uforenelig med Stillingen som dansk Konge, er det dog kun Rigsdagens Samtykke, der kan bevirke disse Stillingers Forenelighed; mangler dette, kan den Paagjældende ikke være Konge, s. Grl. § 4. Man maa derfor vistnok betragte Forholdet paa samme Maade som i det under Nr. 2 omhandlede Tilfælde, saa at Thronfølgeren strax ved Arvefaldet erhverver en betinget Ret til Thronen, og at denne Ret ved Rigsdagens Samtykke gaaer over til at være ubetinget, hvorimod den, naar dette negtes, betragtes, som om den slet ikke havde existeret.

De i denne Paragraph omhandlede Betingelser for Kronens Erhvervelse give Anledning til forskjellige tvivlsomme Spørgsmaal med Hensyn til Arvefølgen. Naar saaledes en Arving udelukkes, fordi han er Regent i et fremmed Land eller hører til en fremmed Religion, kan der først spørges, hvem der i Stedet for ham skal arve Thronen. Antages det, at den Udelukkede definitivt har erhvervet Thronen ved Arvefaldet, er det klart, at denne maa tilfalde den, der efter hans Død vilde have erhvervet den, altsaa i Almindelighed hans Livsarvinger, der dog selvfølgelig selv maa opfylde de foreskrevne Betingelser. Antager man derimod, at den Udelukkede kun har erhvervet Thronen under den Betingelse, at han vil opfylde Grundlovens Forskrifter, og at Forholdet følgelig, naar denne Betingelse glipper, maa opfattes, som om han slet ikke havde erhvervet Thronen, maa denne tilfalde den, som ved den forrige Konges Død i Øvrigt var den nærmeste Arving. Det bliver da et Spørgsmaal, om den Udelukkedes Livsarvinger kunne træde i hans Sted, eller om Arven maa tilfalde den i Øvrigt nærmeste Linie, f. Ex. hans yngre Broder. Da den Paagjældende her ikke udelukkes paa Grund af manglende Arvedygtighed, men kun, fordi han vægrer sig ved at opfylde de ved Grundloven foreskrevne, særegne Betingelser for Kronens Erhvervelse, maa Thronen uden Tvivl gaae til den næste Linie, idet der ikke haves tilstrækkelig Hjemmel til at afvige fra den i Sagens Natur grundede Sætning, at Ingen kan arve, saa længe der staaer et arvedygtigt Mellemled mellem ham og Arveladeren.^[3]) Selv om den Udelukkede udtrykkelig maatte renuncere paa Thronen til Fordel for sin Søn eller Sønnesøn, vil dette ikke bevirke nogen Forandring heri, da han efter vor Forudsætning ikke har nogen Ret, paa hvilken han kan renuncere. Det kan derefter fremdeles spørges, om den Udelukkedes Livsarvinger efter hans Død kunne admitteres til Thronen, naturligvis dog først, efterat dens nuværende Besidder er død. Da imidlertid den Konge, der er kommen paa Thronen, fordi den Udelukkede ikke opfyldte de ved Grundloven foreskrevne Betingelser, har erhvervet Thronen paa fuldkommen gyldig Maade, synes de Billighedshensyn, der maatte kunne paaberaabes til Fordel for den Udelukkedes Livsarvinger, ikke at kunne komme i Betragtning mod Reglerne om, at der tages Hensyn til Arvingens Nærhed ved den sidste Besidder af Thronen, og at Spring i Linien ikke maae finde Sted, hvilke Regler vistnok, selv om man anseer Kongelovens Regler om Arvegangsordenen for fuldstændig bortfaldne, endnu maae gjælde som hjemlede ved det i Thronfølgelovens Art. 2 anerkjendte Princip for den agnatiske Linealfølge, s. ovenfor § 35.

Naar et Foster, om hvis Tilværelse man var uvidende, er blevet forbigaaet, og en anden Linie admitteret til Thronen, kan der atter spørges, hvorvidt det senere fødte Barn, der i Øvrigt fyldelstgjør Betingelserne for Arveret til Thronen og for dennes Erhvervelse, kan gjøre noget Krav paa Thronen. Da Fosteret efter det tidligere Udviklede maatte antages at have en betinget Ret til Thronen, og denne Ret ved Betingelsens Indtræden er gaaet over til en ubetinget, synes den Omstændighed, at denne Ret faktisk er bleven tilsidesat derved, at en Anden ubetinget er bleven admitteret til Thronen, skjøndt der kun kunde tilkomme ham en betinget Ret til denne, ikke at kunne svække Rettens Gyldighed, og Barnet synes derfor strax at kunne gjøre Krav paa Thronen. Hvis man imidlertid nærer Betænkelighed ved at gaae ind herpaa, synes det i alt Fald at maatte anerkjendes, at Barnet maa kunne gjøre sin Ret gjældende, naar den, hvem Kronen er tilfalden, senere døer, selv om han efterlader sig Livsarvinger. Det Spring i Linien, som derved fremkaldes, kan, naar man blot holder sig til det i Thronfølgelovens Art. 2 udtalte, almindelige Princip, neppe vække nogen særlig Betænkelighed, og selv om man maatte ansee Kongelovens Forskrifter om Arvegangsordenen for endnu gjældende som subsidiair Ret, s. ovenfor § 35, kan det i disse udtalte, positive Forbud mod Spring i Linien neppe komme til Anvendelse, hvor et saadant er nødvendigt for at bringe en velerhvervet Ret til faktisk Gyldighed.

1. Denne Regel pleier at udtrykkes ved Sætningen »Kongen døer ikke.«
2. Om en ligefrem analogisk Anvendelse kan der neppe være Tale, da Grl. § 8. 3. M. kun angaaer Bestemmelser om Regeringens Førelse, og det 4de M. taler om et Tilfælde, hvor der ikke er nogen Thronfølger, hvis Retsstilling kan berøres ved den trufne Bestemmelse.
3. Paa Grund af Forholdenes Forskjellighed kan man ikke for det modsatte Resultat paaberaabe sig den i Fdn. 4. Okt. 1833 § 22 udtalte Regel, at naar en Person forbryder sin Arveret, træde hans Livsarvinger i hans Sted, hvilken Regel vistnok endnu maa staae ved Magt, skjøndt den ikke er gjentaget ved Straffelovens § 304, og skjøndt Fdn. 4. Okt. 1833 i sin Helhed er ophævet ved Straffelovens § 309, s. Nyt juridisk Arkiv 13. Bind 213—14, Larsens samlede Skrifter II 3. 323