Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 35

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn

I

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/1 132-135

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

§ 35. Arvegangsordenen.

Om Arvegangsordenen indeholder Thronfølgeloven 31. Juli 1853 Art. 2 kun den korte Forskrift, at Kronen skal nedarves paa de Arveberettigede efter Førstefødselsretten og den agnatiske Linealfølge. Anvendelsen af denne Regel vil i det Hele ikke give Anledning til væsentlige Vanskeligheder, idet der, da kun mandlige Agnater ere arveberettigede, kun bliver Spørgsmaal om disses Rækkefølge indbyrdes, og saaledes de vanskelige Spørgsmaal om kvindelige Agnaters Fortrin for mandlige og kvindelige Kognater og om samtlige disse Arvingers Rækkefølge indbyrdes, hvortil Kongeloven gav Anledning[1]), nu bortfalde. Med denne væsentlige Modifikation vil den i Thronfølgeloven opstillede Regel i det Hele taget lede til de samme Resultater, som de udførlige Forskrifter i Kongelovens Art. 27—40. Da Arvefølgen er lineal, maa der først lægges Vægt paa Liniens Nærhed, og denne maa bestemmes efter Liniernes Forhold til den sidste Konge og ikke efter deres Forhold til den oprindelige Stamfader, s. Kongelov Art. 31—33, 36. Det maa fremdeles ansees for stemmende med den agnatiske Linealfølges Princip, at der ikke maa springes fra Linie til Linie, s. Kongelovens Art. 28, 35; men naar Thronen er kommen til en Linie, forbliver den hos denne, saalænge nogen Arveberettiget i samme er tilbage, gaaer derefter til den nærmeste Linie, som har fælles Stamfader, og først naar ogsaa denne Linie er uddød, til de fjernere Sidelinier.

Medens Kjønnet ikke faaer nogen Indflydelse paa Forholdet mellem de Arveberettigede, da disse alle ere Mænd, faaer derimod Alderen en afgjørende Betydning, idet Kronen skal nedarves efter Førstefødselsretten, s. Thronfølgelovens Art. 2. Som Følge heraf maa Alderen gjøre Udslaget dels mellem de forskjellige Linier, idet af to ligestaaende Linier den foretrækkes, hvis Hoved er ældst uden Hensyn til Aldersforholdet mellem de konkurrerende Personer, s. Kongelovens Art. 28, 29, 31, dels indenfor selve Linien mellem flere i Øvrigt lige nære Arvinger, s. Kongelovens Art. 28, 31, 34. Der er fremdeles ingen Anledning til at tillægge den Omstændighed nogen Indflydelse, at en af Arvingerne er født før, og den anden efter Faderens Thronbestigelse, s. Konge lovens Art. 30, og ei heller haves der Hjemmel til at tillægge fuldbyrdigt Slægtskab noget Fortrin for halvbyrdigt, hvorved dog maa erindres, at halvbyrdigt Slægtskab paa Moderens Side aldeles ingen Arveret giver.

Efter det Anførte har det ikke nogen væsentlig praktisk Betydning, om man antager, at Kongelovens Art. 27—40 ere aldeles bortfaldne ved Thronfølgelovens Art. 1 og 2 i Forbindelse med den Omstændighed, at Frederik III's Mandsstamme senere er uddød; eller om man antager, at de endnu kunne komme til Anvendelse som subsidiair Ret, forsaavidt de ikke stride mod de i Thronfølgeloven opstillede Regler. Da det imidlertid i enkelte Undtagelsestilfælde kan være tvivlsomt, om Thronfølgelovens almindelige Henvisning til Linealfølgens Princip berettiger til en saa streng Fastholden af Reglerne om, at der ikke maa springes fra Linie til Linie, og at der tages Hensyn til Arvingens Nærhed ved den sidste Konge fremfor til hans Nærhed ved den oprindelige Stamfader, som Kongelovens bestemtere Udtalelser gjøre nødvendig, skulle vi kortelig berøre Spørgsmaalet.

Som ovenfor anført bestemmer Loven 1853 Art 1 kun, at al Arveret efter Kongelovens Art. 27—40 skal være ophævet, hvilket Udtryk ikke synes at indbefatte Kongelovens Regler om Arvegangsordenen, og denne mere indskrænkede Betydning bestyrkes dels ved den paafølgende Sætning, som kun gaaer ud paa at berøve Kvinderne og de mandlige Kognater Arveret, dels ved den hermed stemmende, i forrige Paragraph anførte Udtalelse i Præmisserne. Da Thronfølgelovens Art. 2 derhos indskrænker sig til ganske kort at angive det almindelige Princip for Arvegangsordenen, uden at give nogen nærmere Veiledning til sammes Anvendelse, medens Kongelovens Bestemmelser herom ere overordentlig udførlige, og da det i Thronfølgeloven opstillede Princip er det samme, som ligger til Grund for Kongelovens Regler om Arvegangsordenen i Frederik III's Mandsstamme, er det uden Tvivl en ganske naturlig Antagelse, at Thronfølgeloven har ladet de i Kongeloven givne, veiledende Regler blive bestaaende. Hermed synes ogsaa en Udtalelse af Premierministeren under Forhandlingerne paa den forenede Rigsdag at stemme, s. Rigsdagstidende 4. Session 3. Samling, 59.

Mod den fremsatte Anskuelse kan der ikke hentes nogen Indvending fra den Omstændighed, at Grl. 1866 § 1, ligesom de tidligere Forfatningslove, s. Forfl. 1855 § 1, Grl. 1863 §1, med Hensyn til Arvefølgen i det Hele taget kun henviser til Lov 31. Juli 1853 og ikke til Kongeloven; thi Hovedreglerne om Arvefølgen indeholdes i Thronfølgeloven, og den Gyldighed, der kan være Spørgsmaal om at tillægge Kongelovens Forskrifter om Arvegangsordenen, er kun partiel og subsidiair. Derimod synes en vægtigere Indvending at kunne hentes fra Thronfølgelovens Indledning, idet det her yttres, at Kongen har maattet erkjende, at det mest hensigtssvarende Middel til at forebygge Monarkiets fremtidige Adsplittelse vilde være at lade for det Tilfælde, at Frederik III's Mandsstamme skulde uddøe, udgaae en ny, for Monarkiets hele Omfang gyldig og altsaa Kongelovens Arveforskrifter ophævende Thronfølgelov. Denne Indvending er nu vel ikke ubetinget afgjørende, dels fordi den anførte Sætning kun er fremkommet i Forbindelse med Udtalelsen af den Bevæggrund, som har fremkaldt Kongens Beslutning om en Forandring i Kongelovens Arvefølge, medens saavel det følgende Sted i Indledningen, der angiver selve den af Kongen fattede Beslutning, som Lovens dispositive Del benytte andre Udtryk, dels fordi de nævnte Udtryk ogsaa kunne forstaaes paa den Maade, at Kongelovens Arveforskrifter ophæves som gjældende for visse Dele af Monarkiet, medens de faae fornyet Gyldighed for hele Monarkiets Om fang. Imidlertid synes den sidstnævnte Forklaring, om den end til en vis Grad bestyrkes ved de brugte Udtryk, at være noget tvungen, og da det i Thronfølgelovens Art. 1 brugte Udtryk »al Arveret« dog ogsaa kan opfattes som enstydigt med »alle Regler om Arvefølgen«, turde detmaaske have Mest for sig at antage Kongelovens Art. 27—40 for fuldstændig ophævede, s. ogsaa Scheel: Privatrettens almindelige Del 1. Bind S. 20.

  1. S. herom Larsens samlede Skrifter 1. Afdeling 3. Bind §§ 29—32.