Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 36
§ 36.Om Forandring i og Tillæg til Reglerne om Arvefølgen.
Som ovenfor i § 34 bemærket, bestemmer Grl. § 1, at Arvefølgen er den i Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 1 og 2 fastsatte. Som Følge heraf maa de nævnte Bestemmelser i Thronfølgeloven betragtes som en integrerende Del af Grundtøven, og Forandringer i eller Tillæg til samme ville, hvad enten de angaae selve Arveretten og Betingelserne for samme eller Arvegangsordenen, kun kunne foretages paa den i Grl. § 95 fastsatte Maade, s. Rigsdagstidende: Extraordinair Session 1855 Anhang B 8—9, smh. med Forfl. 2. Okt 1855 § 57, Lov 1. April 1856. Jfr. ogsaa Straffelov 10. Febr. 1866 §§ 85, 86.
En Undtagelse herfra finder dog Sted, naar der ved Thronledighed ikke er nogen Thronfølger, idet i saa Fald den forenede Rigsdag vælger en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge, s. Grl. § 8. 4. M., jfr. § 67, s. Grl. 1849 § 15. Denne Forskrift, ifølge hvilken et Tillæg til Forfatningen bliver at fastsætte uden Iagttagelse af den for Grundlovsforandringer foreskrevne Fremgangsmaade, ja endogsaa uden sædvanlig Lovsform, har naturligvis sin Grund i, at det i det foreliggende Tilfælde ikke er muligt at iagttage disse Former. Den kan derfor ikke anvendes udenfor det i samme omtalte Tilfælde, og saafremt det, inden Tilfældet indtræder, maatte ansees for rigtigt at træffe Bestemmelse om Kongevalg og den fremtidige Arvefølge, vilde dette kun kunne skee paa den i Grl. § 95 foreskrevne Maade. Der kunde vel være Spørgsmaal, om en sædvanlig Lov ikke maatte være tilstrækkelig, naar den trufne Bestemmelse ikke skulde have Grundlovskraft, s. ovenfor § 28, men ligesom en Forskrift af det angivne Indhold quam maxime maatte betragtes som en Forfatningsbestemmelse, saaledes synes det heller ikke at kunne negtes, at den vilde medføre en Forandring i Grl. § 1 og altsaa allerede af denne Grund maatte gjennemføres paa den for Grundlovsforandringer foreskrevne Maade. Af lignende Grunde synes ogsaa den Bestemmelse, som den forenede Rigsdag i Henhold til Grl § 8. 4. M. maatte træffe med Hensyn til Arvefølgen, at maatte betragtes som en Grundlovsbestemmelse og følgelig kun at kunne forandres i Overensstemmelse med Grl. § 95.
Ved Thronfølgelovens Art. 3 var det, saafremt der maatte opstaae overhængende Fare for, at Prinds Christians Mandsstamme skulde uddøe, gjort den da regerende Konge til Pligt at drage Omsorg for Thronfølgens videre Ordning paa den Bevarelsen af Monarkiets Selvstændighed og Integritet samt Kronens Rettigheder bedst sikkrende Maade og for i Overensstemmelse med Londonnertraktaten 8. Mai 1852 Art, 2 at tilveiebringe europæisk Anerkjendelse af saadan Ordning. Da Grl. § 1 kun henviser til Thronfølgelovens Art. 1 og 2, medens Forfl. 1855 § 1 og Grl. 1863 § 1 henviste til hele Thronfølgeloven, er det i ethvert Tilfælde klart, at Thronfølgelovens Art. 3 ikke længere har nogen grundlovmæssig Karakter, men det maa derhos uden Tvivl antages, at den nævnte Artikel er ganske bortfalden. Ved Hertugdømmernes Afstaaelse er nemlig den Trang, der tidligere kunde være til ved særegne, til Thronfølgens Ordning sigtende Foranstaltninger at sikkre Monarkiets Selvstændighed og Integritet samt Kronens Rettigheder, bortfalden, og efterat Londonnertraktaten 8. Mai 1852 og det i samme anerkjendte Princip for det danske Monarkis Integritet er bleven tilsidesat strax den første Gang, da der blev Spørgsmaal om dets Anvendelse, kan det ikke antages, at den i Thronfølgelovens Art. 3 paaberaabte Art. 2 i samme endnu kan betragtes som gjældende. Under disse Omstændigheder kunne Udtrykkene i Grl. § 1 ikke vel forstaaes paa anden Maade end som indeholdende en Forudsætning om, at Thronfølgelovens Art. 3 er bortfalden, og dette Resultat bestyrkes yderligere derved, at Grl. § 8. 4. M. giver en positiv Regel for, hvorledes Forholdet skal ordnes, naar en Ordning af Thronfølgen ikke er tilveiebragt paa den Tid, det nuregerende Dynasti maatte uddøe.