Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 34

by Carl Georg Holck

Første Afsnit.Om Thronfølgen og de med samme i Forbindelse staaende Forhold.

Første Kapitel.Om Thronfølgen.

§ 34.Betingelserne for Arveret til Thronen.

Ifølge Grl. § 1 er Kongemagten arvelig, og den første Betingelse for at opnaae samme er altsaa at have Arveret til Thronen. Først naar den efter den gjældende Arvelovgivning arveberettigede Slægt fuldstændig er uddød, kan der blive Spørgsmaal om at tillægge en udenfor samme staaende Person Adkomst til Thronen, s. Grl. § 8. 4. M., men fremtidig vil da atter Sukcessionsretten beroe paa, at den Paagjældende ifølge sit forhold til Stifteren af det nye Dynasti har Arveret til Thronen, s. Grl. §§ 1, 8. 4. M.

Grl. § 1 bestemmer fremdeles, at Arvefølgen er den i Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 1 og 2 fastsatte. Ved Arvefølgen tænkes her saavel paa Reglerne om selve Arveretten og Betingelserne for samme, som paa Reglerne om Rækkefølgen mellem de Arveberettigede indbyrdes eller Arvefølgen i snevrere Betydning, s. ogsaa Grl. 1849 § 4, sammenholdt med Epilogen, hvilke Gjenstande ogsaa begge omhandles i Loven 1853 Art. 1 og 2.

Thronfølgeloven skjelner nu mellem Arvefølgereglerne for den Tid, hvori det oldenborgske Dynasti endnu maatte vedvare, og dem, der skulle gjælde for det Tilfælde, at samme maatte uddøe. Med Hensyn til det første Tilfælde henviser den til Reglerne i Kongelov 1665 Art. 27—40, men gjør dog den meget væsentlige Forandring i disse, at Arveretten kun skal tilkomme det fra Kong Frederik III paa Sværdsiden nedstammende, mandlige Afkom, saa at den Arveret, der efter Kongeloven tilkom de fra Kong Frederik III nedstammende kvindelige Agnater og mandlige og kvindelige Kognater, bortfalder. Derimod foreskriver den for det Tilfælde, at de efter den saaledes gjorte Indskrænkning endnu arveberettigede Descendenter af Kong Frederik III maatte uddøe, en ny Ordning af Arvefølgen. Da dette Tilfælde nu er indtraadt ved Kong Frederik VII's Død den 15. Nov. 1863, skulle vi her kun beskjæftige os med de i Thronfølgeloven for dette Tilfælde foreskrevne Regler.

Naar det fra Kong Frederik III paa Sværdsiden ned stammende manduge Afkom, som ifølge Kongelov 14. Nov. 1665 har Arveret til den danske Trone, er uddød, skal al Arveret efter bemeldte Kongelovs Art. 27—40 være ophævet, og kun Mand af Mand med Udelukkelse af Kvinderne være arveberettiget til de til det danske Monarki hørende Lande. Thronfølgen i samtlige disse Lande gaaer da over til Prinds Christian af Glücksborg, nu Kong Christian IX, og paa hans mandlige Afkom med hans Gemalinde Prindsesse Louise, nu Dronning Louise, s. Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 1. Paa dette Afkom, Mand efter Mand og Mand af Mand, avlet udi ret lovligt Ægteskab, skal Kronen nedarves efter Førstefødselsretten og den agnatiske Linealfølge, s. Thronfølgelov 1853 Art. 2.

Ved denne Ordning, om hvis Forberedelse og Gjennemførelse der er handlet ovenfor § 16, er der altsaa stiftet et nyt Dynasti, hvis Hoved er Kong Christian IX, hvem Retten til Thronen er tillagt selvstændig og udelukkende, ikke, som efter Warschauerprotokollen 24. Mai/5. Juni 1851, i Forening med hans Gemalinde. Efter hans Død træder hans mandlige Afkom med Dronning Louise efter de angivne Regler i hans Sted.

Det fremgaaer med tilstrækkelig Klarhed saavel af selve Thronfølgelovens Indledning, som af de forud for samme gaaede Forhandlinger, at Øiemedet med den ved Loven 1853 foretagne Ordning af Thronfølgen var, at samtlige de til Monarkiet hørende Lande skulde blive samlede under et Fyrstehus. Det er ligeledes bekjendt, s. ovenfor § 23, at dette Øiemed ikke blev opnaaet, idet der kort efter Frederik VII's Død udbrød en Krig med Østerrig og Preussen, der havde til Følge, at Kong Christian IX ved Fredstraktaten 30. Okt. 1864 til disse Magter maatte afstaae Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Det er imidlertid utvivlsomt, at disse Begivenheder ikke kunne svække den statsretlige Gyldighed af den ved Thronfølgeloven trufne Ordning. Opnaaelsen af det ovennævnte Øiemed, Bevarelsen af Monarkiets Integritet, er ikke i Thronfølgelovens Indledning og endnu mindre i dens dispositive Del stillet som en Betingelse eller en betingende Forudsætning for Lovens Virksomhed eller Gyldighed, og den Omstændighed, at det Motiv, der har bevirket Udstedelsen af en Lov, bortfalder, er ikke tilstrækkelig til at berøve Loven dens Gyldighed. Selv om det maatte antages, at de Renunciationer og Cessioner, der gik forud for Lovens Udstedelse, indeholdt en saadan Betingelse, vilde dette ikke kunne svække Lovens statsretlige Gyldighed; thi denne beroer ikke paa, om slige Renunciationer ere tilveiebragte paa en mere eller mindre fuldstændig og gyldig Maade, men kun paa, om selve Loven er tilveiebragt paa forfatningsmæssig Maade, og om den senere paa gyldig Maade er ophørt enten i Kraft af sit eget Indhold eller ved en Ophævelse ved andre Love. See ogsaa Scheel: Privatrettens almindelige Del I S. 23.

Betingelserne for Arveret til Thronen blive altsaa følgende:

1.At den Paagjældende nedstammer fra Ægteskabet mellem Christian IX og Dronning Louise, s. L. 1853 Art. 1, 2. Grunden til, at Arveretten er indskrænket til Afkommet af dette bestemte Ægteskab, er efter det ovenfor i § 16 Udviklede den, at Kong Christians Ret til Thronen for den overveiende Del af Monarkiets Vedkommende hvilede paa en Overdragelse fra Dronning Louise. Kong Christians Afkom af et eventuelt senere Ægteskab vilde derfor aldeles ikke have nogen Arveret til Thronen, end ikke en subsidiair.

2.At denne Nedstammelse udelukkende finder Sted gjennem Mænd, altsaa at Vedkommende er Agnat, s. L. 1853 Art. 1, 2.

3.At den Paagjældende selv er Mand, s. L. 1853 Art. 1, 2.

4.At han er avlet i ret lovligt Ægteskab, s. L. 1853 Art. 2, jfr. Kongelov 1665 Art. 27, 40. Om Ægteskabet er ret lovligt, maa, da vor Lovgivning ikke har foreskrevet særegne Regler om Kongens og de kongelige Prindsers Ægteskab, i Almindelighed bedømmes efter den i Kongeriget gjældende Privatlovgivning; dog vil ogsaa efter Omstændighederne fremmed Ret kunne komme til Anvendelse. Skjøndt Kongen maa ansees for berettiget til at indgaae et morganatisk Ægteskab, s. Reskr. 1. Jan. 1856,^[1]) vil et saadant dog ikke fyldestgjøre den i Thronfølgeloven opstillede Fordring, da det ikke er anerkjendt ved Loven, ligesom ogsaa Hensigten med Indgaaelsen af et saadant Ægteskab netop er at udelukke Gemalinden og Børnene fra de særegne Standsrettigheder, som ifølge Mandens eller Faderens Stilling vilde tilkomme dem. Derimod berettige vore Love ikke til som Betingelse for Ægteskabets Lovlighed at fordre Jevnbyrdighed eller dog en vis passende Stand hos Bruden, og denne Fordring har heller ikke Medhold i de i det oldenborgske Fyrstehus fulgte Regler, s. Scheels Familieret S. 17—18.

Det er fremdeles ikke tilstrækkeligt, at Forældrenes Ægteskab er ret lovligt, men Barnet maa derhos være avlet i Ægteskabet. Herved udelukkes altsaa de Børn, som ere fødte før Ægteskabet, skjøndt disse ifølge 5. 2. 32 som legitimerede ved det paafølgende Ægteskab i Øvrigt ere ægte Børn. Derimod haves der neppe tilstrækkelig Hjemmel til at udelukke de Børn, der fødes i Ægteskabet, om end saa kort Tid efter dettes Indgaaelse, at det med Sikkerhed kan skjønnes, at de ere avlede inden denne Tid; thi Ordet »avlet«, der er optaget af Kongelov 1665 Art. 27, 40, kan efter Datidens Sprogbrug meget vel betegne det samme som »født«, s. Kongelov Art. 30. At en Legitimation ved Thinglysning, s. 5. 2. 70, eller ved kongelig Bevilling eller en Adoption ikke giver Barnet Arveret til Thronen, er efter Thronfølgelovens Art. 2 tilstrækkelig indlysende. Den nævnte Betingelse, at være avlet i ret lovligt Ægteskab, maa i Øvrigt udkræves ikke blot hos den Paagjældende selv, men ogsaa hos hans Forfædre paa Sværdsiden.

De nævnte fire Betingelser ere udtrykkelig opstillede i Thronfølgeloven 1853. Om yderligere Betingelser kunne fordres, vil tildels afhænge af, om Kongelovens Art. 27—40 maae antages fuldstændig at være ophævede ved Thronfølgeloven, eller om de endnu kunne komme til Anvendelse ved Siden af dennes Forskrifter, forsaavidt de ikke stride mod disse. Det kan i saa Henseende erindres, at L. 1853 Art. 1 ikke ligefrem erklærer Kongelovens Art. 27—40 for ophævede, men kun siger, at al Arveret efter disse Artikler skal være ophævet, og efter de følgende Ord »og kun Mand af Mand med Udelukkelse af Kvinderne være arveberettiget« osv., jfr. ogsaa Præmisserne »med Ophævelse af al Arveret efter Kongeloven og Udelukkelse af den kvindelige Arvefølge« synes hin Sætning meget vel at kunne forstaaes saaledes, at vel Ingen for Fremtiden skal kunne paastaae Arveret til Kronen paa Grund af Kongelovens Forskrifter, nemlig som Kognat eller kvindelig Agnat, men at i Øvrigt Kongelovens Regler om Betingelserne for Arveretten og om Arvefølgeordenen fremdeles skulde gjælde, forsaavidt de ikke ere uforenelige med Thronfølgelovens Bestemmelser. Denne Forklaring kan imidlertid, i alt Fald i denne Udstrækning, ikke billiges. De nævnte Ord i L. 1853 Art. 1 »al Arveret efter Kongeloven« synes efter deres naturlige Betydning at maatte omfatte idetmindste alle Regler om Arveretten og de for samme foreskrevne Betingelser, og at Thronfølgelovens Bestemmelser i denne Retning ere udtømmende, bestyrkes ogsaa derved, at den i Art. 2 har optaget en af de vigtigste i Kongeloven foreskrevne Betingelser. Hertil kommer endnu, at Præmisserne paa et andet Sted ligefrem udtale, at Meningen er at ophæve Konge lovens Arveforskrifter, og at Grl. § 1 ligesom Forfl. 1855 § 1 og Grl. 1863 § 1 kun henviser til Loven 1853, ikke til Kongeloven. Er det nu end tvivlsomt, om disse Data ere tilstrækkelige til at antage en fuldstændig Ophævelse af Kongelovens Arveregler, s. nedenfor, bestyrke de dog den ovenfor fremsatte Anskuelse, at Thronfølgeloven har ophævet alle Kongelovens Regler om selve Arveretten og dennes Betingelser.

Efter det Anførte maa det antages for afgjort, at Konge lovens Art. 39, der foreskriver en Anmeldelse for Kongen om Barnets Navn og Fødselsdag som Betingelse for Barnets Arveret, er bortfalden. Denne Antagelse har saa meget Mere for sig, som den i Artiklen givne Forskrift er aldeles positiv, og som de befalede Anmeldelser og Antegnelser om samme allerede tidligere jevnlig skulle være blevne forsømte, s. Schlegels Statsret S. 218.

Tvivlsommere stiller Sagen sig med Hensyn til Kongelovens Art. 38, hvorefter Arveretten ikke er betinget af, at Vedkommende er født til Verden paa den Tid, Arvefaldet indtræder, men endog Fosteret regnes blandt Børn og Børnebørn og strax nyder sin tilbørlige Sted og Rad i Arvetallet, saavel som de Andre. Ligesom det efter det ovenfor Bemærkede ikke kan antages, at Kongelovens Regler om Betingelserne for Arveretten endnu kunne ansees for gjældende, maa det særlig fremhæves, at den omspurgte Regel synes at stride mod det arvelige Monarkis Princip, hvorefter Thronen aldrig bliver ledig, men den nærmeste Arveberettigede strax indtræder i Forgængerens Plads, s. Grl. §§ 1, 7, jfr. Kongelov 1665 Art. 15, 16, Grl. 1849 §§ 1, 8, Forfl. 1855 §§ 1, 6, Grl. 1863 §§ 1, 5. Efter Kongelovens Art. 38 indtræder imidlertid en Thronledighed, idet det, saa længe indtil Fosteret fødes, er uvist, om det fødes levende til Verden som Mand og saaledes maa betragtes som Konge, eller om under den modsatte Forudsætning Thronen tilfalder den i Øvrigt nærmeste Arving. Hertil kommer, at man synes at savne Bestemmelser om Regeringens Førelse i dette Tilfælde, der neppe kan indbefattes under Ordene i Grl. § 8.

Imidlertid tale uden Tvivl overveiende Grunde for at ansee den i Kongelovens Art. 38 udtalte Regel for endnu gjældende, selv om man antager Kongelovens Arveretsregler for bortfaldne og saaledes ikke kan støtte Sætningen paa nogen positiv Hjemmel. Anerkjendelsen af Fosterets Arveret er for det Første ikke stridende mod Thronfølgelovens Forskrifter; thi den i sammes Art. 1 og 2 opstillede Fordring, at Vedkommende skal være Mand, maa antages fyldestgjort derved, at Fosterets Arveret er betinget af, at det kommer levende til Verden som Mand. Dernæst maa det erindres, at Anerkjendelsen af Fosterets Arveret ikke gaaer ud paa at føie nogen ny Betingelse til de i Thronfølgeloven foreskrevne, men tvertimod paa at fjerne Nødvendigheden af en yderligere Betingelse, saa at den udtømmende Karakter, som efter det Ovenanførte synes at maatte tillægges Thronfølgelovens Regler om Arveretsbetingelserne, endogsaa taler for Anerkjendelsen af Fosterets Arveret. Dertil kommer, at Sætningen synes at være begrundet i Sagens Natur, og at den stemmer med de i den privatretlige Lovgivning gjældende Regler, s. 5. 2. 12, 30, jfr. Lov 30. Nov. 1857. Den staaer ogsaa bedst i Harmoni med det i Thronfølgeloven anerkjendte Princip om Linealfølgen, idet en modsat Regel enten vilde føre til Udelukkelse af en i Øvrigt velbegrundet Arveret eller til en Springen fra den ene Linie til den anden. Det kan vel ikke negtes, at den omspurgte Sætning ikke ganske stemmer med det strenge Princip om Arvekongedømmet; men da Kongeloven, som dog i Art. 15 og 16 med langt større Bestemthed end de senere Forfatningslove udtaler hint Princip, ikke har næret Betænkelighed ved at optage den nævnte Regel i Art. 38, kan denne Indvending neppe komme i Betragtning. Hvad Grl. § 8 angaaer, maa man, selv om dens Ord ikke kunne antages bogstavelig at indbefatte det omhandlede Tilfælde, utvivlsomt være berettiget til at anvende dens Analogi.

Det kan endelig i Mangel af enhver positiv Hjemmel ikke antages, at Arveretten til Thronen skulde være betinget af visse physiske eller moralske Egenskaber. Efter Christian V's Lov syntes det vel at maatte antages, at den Prinds, som gjorde sig skyldig i egentligt Høiforræderi, s. 6. 4. 1, 2, 3, ifølge Slutningsbestemmelsen i 6. 4. 1 maatte forbryde Arveretten til Thronen, ikke blot for sit eget, men ogsaa for sine Livsarvingers Vedkommende; men efterat de nævnte Artikler ere bortfaldne ved Straffeloven 10. Febr. 1866 §308, kan der neppe være Spørgsmaal om, at Arveretten ved et saadant Forhold ligefrem skulde være fortabt, men den maatte i saa Fald berøves den Paagjældende ved forfatningsmæssig Forandring i Thronfølgelovens Bestemmelser. Naar Straffeloven 1866 § 304 for Voldsgjerninger eller grove Ærefornærmelser mod Forældre eller andre Ascendenter fastsætte Arveretsforbrydelse som Straf, kan der efter hele denne Bestemmelses Indhold og Karakter herved ikke være tænkt paa Arveret til Thronen. Det fremgaaer nemlig saavel af Bestemmelsens Plads i Straffelovens 31. Kapitel, som af den Indflydelse, den Fornærmedes Villie har paa Straffens Indtrædelse, at Arverettens Forbrydelse maa betragtes som en privat, til den Fornærmedes Fyldestgj ørelse sigtende Straf, s. ogsaa Motiverne S. 367—68.

Medens efter det Udviklede Arveretten til Thronen kun er knyttet til de ovennævnte fire Betingelser, forudsætter derimod Kronens virkelige Erhvervelse endnu visse yderligere Betingelser, om hvilke der vil blive handlet nedenfor.

1. I D.T. 1856 S. 1.