150
Erhvervelse af Kronen derfor ikke kunde betragtes som definitiv og uigjenkaldelig. Her er det utvivlsomt, at den Paagjældende ubetinget og definitivt har erhvervet Kronen, og ligesom en Ophævelse af en engang fuldstændig erhvervet Ret paa Grund af senere indtraadte Forhold altid er betænkelig, naar der ikke for en saadan Ophævelse kan paavises en klar, positiv Hjemmel, saaledes gjælder dette især, naar der er Tale om den souveraine Kongemagt. Derhos synes den Mulighed, at Kongen atter kunde vende tilbage til Folkekirken, her ikke at være saa fjerntliggende. Det kunde derfor synes tilstrækkeligt at tillægge Kongens Udtrædelse af Folkekirken den Virkning, at han derved mistede Retten til selv at føre Regeringen, som da maatte føres af Andre i hans Sted, saa længe indtil han maatte vende tilbage til Folkekirken, ved hvilken Fremgangsmaade formentlig ogsaa det væsentligste Øiemed med Grundlovens Forskrift vilde opnaaes.
Disse Indvendinger ere dog neppe tilstrækkelige til at rokke den ovenfor fremsatte Sætning, at Udtrædelse af Folkekirken maa medføre Kronens Fortabelse. At det her foreliggende Tilfælde ikke er analogt med det ovenfor i § 37 Nr. 2 omhandlede, kan ikke komme i Betragtning; thi der er her ikke Tale om en analogisk Anvendelse af den for dette Tilfælde givne Regel, men om en umiddelbar Anvendelse af Forskriften i Grl. § 5. Naar denne foreskriver, at Kongen skal høre til Folkekirken, vilde det være en Tilsidesættelse af denne Befaling, hvis en Konge, der udtraadte af denne, desuagtet vedblev at være Konge. Naar efter den modsatte Anskuelse Kongens Udtrædelse af Folkekirken skal bevirke, at han mister Retten til Regeringens Førelse, bliver vel Tilsidesættelsen af Grundlovens Forskrift ikke uden Retsvirkning; men denne Antagelse synes dog, selv afseet fra de betydelige Misligheder, som vilde være forbundne med et saadant vedvarende Regentskab, temmelig vilkaarlig, da Grl. § 5 aldeles ikke taler om Regeringens Førelse, men om selve Kongeværdigheden. Det kan heller ikke paastaaes,
