151
at Øiemedet med Forskriften i Grl. § 5 vilde opnaaes ved den angivne Fremgangsmaade; thi Paragraphen kræver ikke Bekjendelse til Folkekirken hos den, der fører Regeringen, men hos Kongen, og den Overensstemmelse mellem Kongens og Folkets Religion, hvorpaa der lægges Vægt, er ingenlunde betydningsløs, selv om Kongen ikke personlig fører Regeringen. At den her forsvarede Antagelse bevirker Kongemagtens Fortabelse, er vel en Grund til Betænkelighed; men ligesom denne Betænkelighed væsentlig svækkes ved den Omstændighed, at Udtrædelsen af Folkekirken beroer paa Kongens frie Beslutning, saaledes kan den i alt Fald ikke komme i Betragtning, naar Grundlovens positive Forskrifter maa antages at hjemle det nævnte Resultat. Fra Reglen i Grl. § 79, at Ingen paa Grund af sin Trosbekjendelse kan berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, kan endelig ingen Indvending hentes; thi Grl. § 5 indeholder netop en Undtagelse fra denne Regel.
2.Naar Kongen modtager en fremmed Krone, uden dertil at kunne opnaae Rigsdagens Samtykke, s. Grl. § 4. Forsaavidt Kongen ønsker at forene begge Kroner, bør han i Øvrigt kun modtage den fremmede Krone under Forbehold af Rigsdagens Samtykke til Foreningen, og selv om et saadant Forbehold ikke udtrykkelig tilføies, maa det antages stiltiende underforstaaet. Da Forbudet i Grl. § 4 ikke er ubetinget, maa det uden Tvivl antages, at Kongen kan beholde saavel sin Stilling som dansk Konge som Regeringens Førelse, saa længe indtil Rigsdagen har fattet en Beslutning om, hvorvidt den vil samtykke i begge Kroners Forening, hvortil den dog snarest muligt bør opfordres. Meddeles da Samtykket, har Sagen ingen Vanskelighed. Negtes det derimod, føre lignende Grunde, som de ovenfor under Nr. 1 paaberaabte, til at antage, at Kongen, naar han ikke vil renuncere paa den fremmede Krone, maa opgive ikke blot Regeringens Førelse i Danmark, men selve den danske Krone. At Grl. §4 ved Udtrykket Regent ikke sigter til den, der fører Regeringen, men til Souverainen, er paavist ovenfor i-
