152
§ 37 Nr. 3, og ligesom det følger af Grl. § 4, at den, der er Regent i et fremmed Land, ikke uden Rigsdagens Samtykke kan erhverve den danske Krone, om han end vil give Afkald paa selv at føre Regeringen i Danmark, saaledes ligger det ogsaa i den nævnte Paragraphs Bestemmelse, at den, der bliver Regent i et fremmed Land, heller ikke uden Rigsdagens Samtykke kan bevare den danske Krone i Forbindelse med den fremmede. At Stillingen som Regent i en fremmed Stat ikke er ubetinget uforenelig med Stillingen som dansk Konge, kan ikke komme i Betragtning, naar den Betingelse, under hvilken en Forening af disse Stillinger alene kan finde Sted, mangler, og den Mulighed, der kan være for, at Kongen senere kunde finde sig foranlediget til at renuncere paa den fremmede Krone, eller at Rigsdagen senere kunde formaaes til at samtykke i Foreningen, har ingen Betydning ligeoverfor positive Grundlovsforskrifter.
3.Det er ovenfor i § 38 Nr. 4 bemærket, at Aflæggelsen af den ved Grl. § 7 befalede Ed ikke er nogen Betingelse for Kronens Erhvervelse. Det kan imidlertid spørges, hvilken Virkning det har, at Kongen negter at aflægge Eden. Medens det nu er klart, at han ikke kan stedes til Regeringens Førelse, før han har aflagt Eden, er det tvivlsomt, om Negtelsen af at aflægge denne ikke maa bevirke, at han mister den alt erhvervede Krone. Dette kan dog uden Tvivl ikke antages. En Renunciation paa Kronen kan ikke siges at ligge i Negtelsen, som tvertimod i Reglen vil være ledsaget af en Paastand om en formentlig Ret til uden Edsaflæggelse at stedes til Regeringens Førelse, og da Bestemmelsen om Edens Aflæggelse i Grl. § 7 kun er sat i Forbindelse med Regeringens Førelse, haves der heller ikke Hjemmel til paa Grund af Edsnegtelsen at berøve Kongen den alt erhvervede Krone mod hans Villie. Man maa derfor indskrænke sig til at negte Kongen Adgang til Regeringens Førelse saa længe, indtil han aflægger Eden, og heri vil i Almindelighed ogsaa ligge tilstrækkelig Garanti for, at denne virkelig bliver aflagt.
