154
klærer- ham nemlig for ansvarsfri, og som Følge heraf er Ingen berettiget til at drage ham til Ansvar for hans Handlinger ved at berøve ham Retten til Thronen. Værnet imod Forfatningsbrud maa søges i Ministeransvarligheden i Forbindelse med Bestemmelsen i Grl. § 13, hvorefter Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regeringen vedkommende Beslutninger kun giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en eller flere Ministres Underskrift, samt i de øvrige Garantier for Forfatningens Overholdelse, som Grundloven indeholder. Naar man har villet betragte saadanne Handlinger, der vise, at Kongen i det Hele taget ikke vil respektere Forfatningen, som indeholdende en nødvendig Renunciation paa Kronen, da Kongen derved tilsidesætter den Betingelse, hvorunder denne er ham overdraget[1]), maa hertil bemærkes, at Begrebet om en Renunciation i Almindelighed bestemt vil udelukkes ved den Maade, hvorpaa Kongen i saadanne Tilfælde vil optræde, og at Fyrsten vel er utvivlsomt forpligtet til at holde Forfatningen, men at hans Ret til Thronen dog ikke kan siges at være betinget deraf, s. Grl. § 7. Der kunde altsaa kun være Tale om paa Grund af Kongens forfatningsstridige Handlinger at berøve ham den definitivt erhvervede Ret til Kronen, og dette vilde være i Strid med den Kongen ved Grl. § 12 tillagte Ansvarsfrihed. Derimod synes Grundsætningen i Grl. § 7 at indeholde Hjemmel til at fratage den Konge, der systematisk tilsidesætter Forfatningens Bud, Retten til selv at føre Regeringen.
I de Tilfælde, i hvilke Kongen i Henhold til det ovenfor Udviklede taber den definitivt erhvervede Ret til Kronen, maa Forholdet betragtes, som om et nyt Arvefald havde fundet Sted, saaledes at Kronen maa tilfalde den, der ifølge sit Forhold til den udelukkede Konge var den nærmeste Thronarving, s. Kongelov 1665 Art. 23.
- ↑ s. Mohl: die Verantwortlichkeit der Minister. Stuttgart 1837. S. 40, 43.
