162
Grundlovens Udtryk og Sagens Natur ganske almindelig og ubetinget, og det kan ikke tilstedes fra samme at undtage nogen Handling, selv om den maatte synes nok saa uretfærdig, og selv om den maatte staae i den mest aabenbare Strid med Grundloven, s. ovenfor § 39 Nr. 5. Den nævnte Ansvarsfrihed maa fremdeles gjælde ikke blot for Regeringshandlinger, men ogsaa for andre Handlinger, saa at Kongen ikke vil kunne sagsøges i civile eller kriminelle Sager, s. nedenfor om Kongens privatretlige Stilling. Forsaavidt Regeringshandlinger angaaer, er Kongen endvidere ogsaa fritaget for det moralske eller politiske Ansvar, hvilket, ligesom det juridiske, maa paahvile den vedkommende Minister. Som Følge heraf vil en Dadel over en med ministeriel Kontrasignatur udfærdiget Regeringsakt i Almindelighed ikke kunne refereres til Kongen, men kun til den kontrasignerende Minister. Forsaavidt den derfor maatte indeholde en strafbar Fornærmelse, vil denne ikke kunne bedømmes efter Straffelovens § 90, men kun efter § 215, og den vil ikke kunne gjøres til Gjenstand for offentlig, men kun for privat Paatale, s. Straffelov § 97, jfr. § 223, Jur. Ugeskr. 1854. 559, jfr. 1853. 525 og Høiesteretsdom i Jur. Ugeskr. 1855. 127.
I Forbindelse med den ovennævnte Sætning om Kongens Ansvarsfrihed udtaler Grl. § 12, at hans Person er hellig og ukrænkelig. Heraf følger, at Angreb og Fornærmelser mod Kongens Person straffes med særegne, strengere Straffe end de almindelige, s. Straffelov §§ 85, 88—90, og at den, der har fremsat ærefornærmende Sigtelser mod ham, ikke kan frie sig for Ansvar ved at bevise Udsagnets Sandhed, s. Straffelov § 90, jfr. § 215.
Endelig er Kongens Uafhængighed i oekonomisk Henseende sikkret ved Bestemmelsen i Grl. § 9, hvorefter Kongens Civilliste for hans Regeringstid bestemmes ved Lov.
