161
kan ogsaa Noget anføres for at tillægge den Myndighed, som fører Regeringen, Afgjørelsen, jfr. i Øvrigt nedenfor § 126.
Anm.Om den ældre Ret for de i dette Afsnit omhandlede Materiers Vedkommende kan eftersees Larsens samlede Skrifter I 3 §§ 25—36, 61.
Andet Afsnit.Om Kongens personlige Stilling i Almindelighed og hans Forhold til Ministeriet.
Ferste Kapitel.Om Kongens personlige Stilling i Almindelighed.
§ 41.
Skjøndt Grundloven, som ovenfor i § 33 berørt, ikke har koncentreret den fulde Statsmagt hos Kongen, følger det dog af den ved sammes § 1 anerkjendte, indskrænket — monarkiske Regeringsform, at Kongen som Statens Overhoved og Repræsentant staaer i Spidsen for den hele Statsstyrelse. Denne Sætning er ogsaa udtalt i Grl. § 11, hvorefter Kongen med de i denne Grundlov fastsatte Indskrænkninger har den høieste Myndighed over alle Rigets Anliggender. Som nærmere Konsekventser heraf kunne mærkes, at Kongen ifølge Grl. § 2 alene har hele den udøvende Magt, og at han har en væsentlig Andel i den lovgivende Magt, s. Grl. §§ 2, 24; at den dømmende Magt ved Grl. § 2 er ham unddraget, kan paa Grund af denne Myndigheds eiendommelige Natur og Virkekreds ikke rokke den opstillede Sætning.
Ifølge Grl. § 12 er Kongen ansvarsfri. Heraf følger nu for det Første, at han ikke er undergivet nogen menneskelig Dommer, s. Kongelov 1665 Art. 2, og at han overhovedet ikke af Nogen kan drages til juridisk Ansvar for sine Handlinger. Denne Ansvarsfrihed er derhos ifølge
Holck: Statsforfatnings-Ret. I.
11
