169
berøve ham. Derimod har ingen anden Person Ret til Sæde i Statsraadet, og ei heller kan Kongen ved sin Beslutning tillægge Nogen, som ikke er udnævnt til Minister og derved har overtaget det særegne, konstitutionelle Ansvar, som paahviler Ministrene, Ret til saadant Sæde. Navnlig kan der ikke, som efter Forfl. 1855 § 14 og Grl. 1863 § 12, være Tale om i Statsraadet at optage nogen anden kongelig Prinds end Thronfølgeren.
Det kan omtvistes, hvilken Stilling Thronfølgeren indtager i Statsraadet. Da Grl. § 15 udtaler, at Ministrene i Forening udgjøre Statsraadet, medens det om Thronfølgeren kun siges, at han tager Sæde i samme, s. derimod Fdn. 26. Juli 1854 § 4, og da det særegne Ansvar, som paahviler Ministrene, s. Grl. §§ 12—14, ikke kan gjøres gjældende mod ham, kunde det synes, at Grundlovens Hensigt kun var at give den tilkommende Konge Leilighed til betimelig at gjøre sig bekjendt med Regeringsforretningerne, og at der derfor vel kunde indrømmes ham Adgang til at deltage i Statsraadets Forhandlinger, men ikke nogen egentlig Stemmeret i samme, s. den norske Grl. 4. Nov. 1814 § 35, der indrømmer Thronarvingen Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme og Ansvar, hvilket navnlig vilde være af Betydning i de i Grl. §§ 7 og 8 omhandlede Tilfælde. Det synes nemlig betænkeligt at tillægge en Person, mod hvem det sædvanlige, konstitutionelle Ansvar ikke kan gjøres gjældende, en saadan Stemmeret, hvorved en Minoritet i det ansvarlige Ministerium kunde forandres til Majoritet og saaledes Regeringens Politik blive væsentlig modificeret.
Disse Betragtninger ere dog neppe afgjørende for at negte Thronfølgeren Anerkjendelse som fuldstændigt, stemmeberettiget Medlem af Statsraadet. I de almindelige Tilfælde, hvor Statsraadet kun er raadgivende, og hvor den endelige Afgjørelse tilkommer Kongen, vil Spørgsmaalet, da man dog ikke kan negte Thronfølgeren Ret til at deltage i Forhandlingerne, ikke faae nogen væsentlig praktisk Betydning,
