179
almindelige, kriminalretlige Regler, at den ikke kan antages uden en meget bestemt Hjemmel; men nu bestemmer Grl. § 14, der netop særlig taler om det juridiske Ansvar, der kan paahvile Ministrene, kun, at Ministrene kunne tiltales for deres Embedsførelse, hvorved uden Tvivl kun kan være sigtet til de Handlinger, hvortil Ministeren paa en af de ovenanførte Maader har medvirket. At bygge et saa vidtgaaende Ansvar, som det omspurgte, paa Udtrykkene i Grl. § 12, er allerede af den Grund betænkeligt, at denne Paragraph ikke har til Hensigt at give en bestemt Regel om, i hvilke Tilfælde Ministrene ere ansvarlige, men kun at udtale den almindelige, til Reglen om Kongens Ansvarsfrihed svarende Grundsætning, at Ministrene ere ansvarlige for Regeringens Førelse, hvilken Grundsætning da finder sin nærmere Bestemmelse i de følgende Paragrapher; men dertil kommer, at Udtrykkene i Grl. § 12 i ethvert Fald fuldstændig kunne forklares som sigtende til det politiske Ansvar, som ganske vist vil kunne paadrages ved en saadan Handlemaade. Den omspurgte Antagelse vilde derhos ikke blot i de fleste Tilfælde indeholde en høi Grad af Ubillighed mod vedkommende Minister, men tillige let kunne lede til en for de enkelte Ministres Selvstændighed og Statsforretningernes Besørgelse meget skadelig Indblanding i andre Ministres Forretningskreds. Af det Anførte følger altsaa, at Ministeren ikke paa Grund af sin blotte Passivitet kan drages til Ansvar for de af andre Ministre foretagne Handlinger. Derimod følger det af det under Nr. 2 Bemærkede, at Ministeren meget vel kan drages til Ansvar for Undladelser, forsaavidt han nemlig derved tilsidesætter sin egen Pligt til at handle; thi i saa Fald er det jo hans egen Embedsførelse, for hvilken han drages til Ansvar, s. Grl. § 14. Som Følge heraf vil den Minister, hvem det nærmest paalaa at træffe en eller anden Foranstaltning, ikke kunne frie sig for Ansvar for Undladelsen heraf ved at lade sig overstemme af sine Kolleger, men kun ved at nedlægge sin Portefeuille.
12*
