180
4.Anklagemyndigheden med Hensyn til Ministrenes Embedsførelse tilkommer saavel Kongen som Folkethinget, s. Grl. § 14, jfr. § 69, s. derimod Grl. 1849 §§ 20, 73, hvorefter Kongen ikke kunde anklage Ministrene for deres Embedsførelse, men var indskrænket til at gjøre Brug af sin ubetingede Afskedigelsesret.
5.Domsmyndigheden i de omhandlede Sager tilkommer Rigsretten, s. Grl. §§ 14, 69, ved hvis Sammensætning der er draget Omsorg for at sikkre Tilstedeværelsen af den fornødne, politiske Indsigt, s. Grl. § 68. At denne ikke kan ansees for egentlig nødvendig i alle Sager angaaende en Ministers Embedsførelse, gjør ingen Forandring i den udelukkende Kompetence, som i saadanne Sager er tillagt Rigsretten, s. Grl. §§ 14, 69.
6.Rigsrettens Dom kan, forsaavidt den reiste Sag ikke af formelle Grunde afvises, enten gaae ud paa fuldstændig Frifindelse eller paalægge Ministeren Straf eller Erstatning eller begge Dele, hvorimod der ikke bliver Spørgsmaal om Frifindelse for videre Tiltale, s. Lov 3. Marts 1852 §§ 41, 79*). Betingelsen for at paalægge Erstatning er i Reglen den samme, som ellers, at der ved en tilregnelig Handling er skeet en retsstridig Skade; dog er det tvivlsomt, om der ikke indtræder en ubetinget Erstatningspligt med Hensyn til de Summer, som ere udgivne uden Hjemmel i Finantsloven, naar den fornødne Efterbevilling negtes af Rigsdagen, saa at Rigsretten udelukkes fra at bedømme, om Ministeren i de foreliggende Omstændigheder har havt tilstrækkelig Føie til at afvige fra Finantsloven, s. nedenfor. For at Straf skal kunne paalægges, er det naturligvis en nødvendig Be tingelse, at Handlingen kan tilregnes Ministeren i det Mindste som kulpøs. Dette Punkt bedømmer Rigsretten selvstæn dig i Overensstemmelse med de almindelige kriminalretlige Regler, dog med særligt Hensyn til Lovgivningens Regler
om Embedsforbrydelser overhovedet og til Ministrenes eien- [1])
- ↑ S. nu L. 3. April 1868 § 5. Udg. Anm.
