182
Med de nævnte Undtagelser er Kongen i Forening med Rigsdagen Subjekt for hele Lovgivningsmagten, og den tidligere bestaaende Sondring mellem den Lovgivningsmyndighed, som Kongen i Forening med Rigsdagen udøvede for Kongerigets særlige Anliggender, s. Grl. 1849 § 2, Grlbest. 29. Aug. 1855 §§ 1, 6, og den, som han i Forening med Rigsraadet udøvede for Monarkiets eller Danmark-Slesvigs Fællesanliggender, s. Forfl. 1855 § 21, Grl. 1863 § 18, er bortfalden ved Grl. 28. Juli 1866. Det maa navnlig ogsaa erkjendes, at Kongen og Rigsdagen i Forening ere berettigede til at give egentlige Grundlove. Vel udkræver Tilveiebringelsen af disse Love særegne Former, s. Grl. § 95, og de erholde derved en eiendommelig Karakter, hvorfor der er Anledning til at udsondre dem som en særegen Klasse af Love og begrændse deres Omraade ligeoverfor de almindelige Love, s. ovenfor §§ 26—29; men de ophøre ikke derved at være Love og de Faktorer, som medvirke ved deres Tilveiebringelse, ere de samme, som ved de almindelige Love, s. Grl. 95.
Efter det Anførte er det Hovedreglen, at Kongen og Rigsdagen i Forening ere eneberettigede til at give Love, og det vil derfor være af Interesse at bestemme, hvad her ved skal forstaaes. I formel Henseende vil nu det Karakteristiske ved en Lov være, at den udgaaer fra den lovgivende Magt. Bortseet fra de ovennævnte Undtagelser og fra Grundloven, maa det altsaa, for at en Beslutning kan blive Lov, fordres, at den under Iagttagelse af en vis formel Fremgangsmaade i samme Skikkelse er bleven vedtaget af begge Rigsdagens Afdelinger, hver for sig, og derefter stadfæstet af Kongen, s. Grl. §§ 23, 24, 44, 52, 53[1]). Herved udelukkes fra Begrebet ikke blot de Bestemmelser, der ensidig udgaae fra den udøvende Magt eller fra Rigsdagen,
- ↑ Om Lovens Kundgjørelse kan betragtes som et Moment i Lovsbegrebet, er omtvistet, 8. Grl. § 24, Scheel: Privatrettens almindelige Del 1 §§ 10, 13, 27.
