183
s. Grl. § 50, eller en af dennes Afdelinger, s. Grl. 66, eller fra den forenede Rigsdag, s. Grl § 67[1]), men ogsaa de, der tages af Kongen med Rigsdagens eller et enkelt Things Samtykke, uden at Lovsformen iagttages, s. Grl. §§ 4, 18, 21, 23 in fine, 26, 69.
Vanskeligere er det at bestemme Lovgivningens Omraade med Hensyn til Indholdet. Ligeoverfor Domstolene vil der sjeldnere blive Anledning til Tvivl, da det er Lovgivningens Opgave at give almindelige Regler, s. dog Grl. §§ 47, 51, Lov 5. Jan. 1851 § 6, 24. Febr. 1858 § 8, medens Domstolene have at anvende Retsreglerne paa de forelagte individuelle Tilfælde. Heller ikke vil det være vanskeligt at drage Grændsen ligeoverfor de ovenfor omhandlede Bestemmelser, der udgaae fra Rigsdagen eller fra en af dennes Afdelinger eller fra Kongen med disses Samtykke. Derimod viser Vanskeligheden i at bestemme Grændserne for Lovgivningens Omraade sig fornemmelig ligeoverfor den udøvende Magt, idet denne ikke blot har at afgjøre enkelte, individuelle Tilfælde, men tillige at træffe Bestemmelser af en mere almindelig Karakter, de saakaldte Anordninger.
De i denne Henseende bestemmende Regler maae først og fremmest søges i Lovgivningen og navnlig i Grundloven, der herom indeholder talrige Bestemmelser, som dog aabenbart ikke have til Hensigt at levere nogen udtømmende Angivelse. I Mangel af en saadan Bestemmelse vil Sagens Natur komme i væsentlig Betragtning; men skjøndt denne i mange Tilfælde vil give et tilstrækkelig klart Resultat, er det dog neppe muligt at give en nogenlunde bestemt, al mindelig Regel i saa Henseende. Man kan vel i Alminde-
- ↑ De Bestemmelser, som den forenede Rigsdag i Henhold til Grl. § 8 er berettiget til at træffe, synes dog, skjøndt de i formel Henseende afvige fra de sædvanlige Love, rettest at maatte betragtes som Love, og forsaavidt de i § 8. 4 M. omhandlede Bestemmelser angaaer, endog som Grundlov, s. ovenfor § 36.
