189
hold paa Grund af deres finantsielle Betydning blive ordnede ved Lov, og navnlig er der i de senere Aar givet en Række af Lønningslove for at undgaae den af Gagernes særlige Bevilgelse paa Finantsloven flydende Usikkerhed, s. f. Ex. Lønningslov 31. Marts 1860, to Lønningslove 19. Febr. 1861, mfl. Paa Grund af Grændsens Ubestemthed vil her Meget beroe paa, hvor Meget Lovgivningsmagten vil inddrage under sig.
De ovenfor opstillede Regler om Grændsen mellem den lovgivende og udøvende Magts Omraade maae, forsaavidt de beroe paa Grundlovsbestemmelser, i det Hele taget være bindende saavel for den lovgivende, som for den udøvende Magt. Navnlig kan der ikke ved sædvanlig Lov gjøres nogen Indskrænkning i de Kongen som den udøvende Magts Hoved tillagte Rettigheder, s. f. Ex. Grl. §§ 18, 19—22, 26, mfl. Vel er den lovgivende Magt for saa vidt de andre Statsmyndigheder overlegen, som den ved en Grundlovsforandring kan tilveiebringe en forandret Grændsebestemmelse; men ligesom dette kun kan skee under særegne, mod Vilkaarlighed betryggende Former, s. Grl. § 95, saaledes maa den bestaaende Grændse ogsaa opretholdes, saa længe den ikke er forandret. Skulde der fra Rigsdagens Side fremkomme et Lovforslag, som formentlig gik ind paa den udøvende Magts Omraade, vil Kongen ved at negte sin Sanktion kunne hindre Forslaget i at blive Lov. Skulde omvendt en kongelig Anordning være gaaet ind paa Lovgivningens Omraade, maa dette søges forandret ved Paatale i Rigsdagen, og forsaavidt Spørgsmaalet kan komme under Domstolenes Paakjendelse, vil den uhjemlede Anordning af disse være at tilsidesætte, s. Grl. §§ 72, 73. Da imidlertid den udøvende Magts Ihændehaver, Kongen, ogsaa deltager i Lovgivningsmagten, vil der i Reglen ikke være Noget til Hinder for, at et Anliggende, der nærmest henhører under den udøvende Magt, med Kongens Samtykke ordnes ad den omstændeligere og mere betryggende Lovgivningsvei. Omvendt vil Lovgivningsmagten indenfor visse Grændser kunne
