192
formelle Behandlingsmaade, som ifølge de oprindelige Forretningsordener for Rigsdagens tvende Afdelinger fandt Sted, eftersom Lovforslaget udgik fra Regeringen eller et helt Thing eller det fremsattes af et enkelt Rigsdagsmedlem, s. Larsens samlede Skrifter I 3. § 108 Nr. 1 og 2, var allerede før Grl. 1866 hævet ved senere Tillæg til Forretningsordenen, see nu Forretningsorden for Folkethinget § 10, for Landsthinget § 12. Ifølge den almindelige Regel i Grl. § 16 blive de fra Regeringen udgaaende Lovforslag, forinden de forelægges Rigsdagen, at forhandle i Statsraadet. Den Indskrænkning i saavel Kongens som Thingenes Ret til at fremsætte Lovforslag, som tidligere fulgte af Bestemmelsen i Grl. 1849 § 56, hvorefter et Lovforslag, der blev forkastet af et af Thingene, ikke oftere kunde foretages af samme Thing i samme Samling, er ikke optaget i Grl. 1866.
2.Stadfæstelses- eller Sanktionsretten, idet Kongens Samtykke ifølge Grl. § 24 udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Det saaledes fornødne Samtykke af Kongen kan først meddeles med Retsvirkning, efterat Rigsdagsbeslutningen er fattet, og dets Nødvendighed bortfalder følgelig ikke, fordi det af Regeringen forelagte Lovforslag vedtages af Rigsdagen i uforandret Skikkelse. Samtykket maa fremdeles meddeles udtrykkeligt, og Kongen kan altsaa ved Intet at foretage med Hensyn til det af Rigsdagen vedtagne Lovforslag bevirke, at det ikke bliver Lov, s. Grl. § 24. 3. M. Dog maa det ansees for den vedkommende Ministers Pligt at forelægge det vedtagne Lovforslag for Kongen med Forslag til Meddelelse eller Negtelse af Sanktion af samme. Efter det Anførte er det mindre passende at betegne Kongens Ret til at meddele eller negte Lovforslaget Stadfæstelse ved Udtrykket absolut Veto; det nævnte Udtryk er ogsaa for saavidt mindre heldigt, som det let kan vække den Forestilling, at Lovgivningsmyndigheden i Virkeligheden kun tilkommer Repræsentationen, og at Kongens Myndighed kun gaaer ud paa at
